3,4K
Kålsalat med vindruer, blåbær, avocado, rødløg, persille og salatost. Virkelig skøn og nem salat, som er smagfuld og dejligt sprød. I denne salat har jeg brugt grønkål, men du vil også sagtens kunne bruge spidskål til salaten.
Kålsalat
Kålsalat er en ægte vintersalat, som kan spises hele vinteren og især til jul. Den sprøde grønkål er perfekt til salaten og bliver allerbedst, hvor du ‘masserer’ dressingen ind i salaten. Så bliver grønkål mindre trevlet og virkelig lækker at spise.
Kålsalat med vindruer
Antal: 4 portioner
Ingredienser
- 6 stængler grønkål
- 150 g vindruer
- 100 g friske blåbær
- 1 stk. rødløg
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 1 stk. avocado
- 100 g salatost (gerne 'Puck')
Dressing
- 2 spsk. olivenolie
- 1 tsk. æblecidereddike
- 1 spsk. citronsaft
- salt og peber
- 1 drys tørret chili
Sådan gør du
Salat
- Vask grønkål og fjern blade fra stilken. Hak grønkål fint og kom det i en skål. Rør dressingen sammen i en skål og hæld det over grønkålen. Masser grønkål med dressingen med hænderne.
- Skær vindruer i halve og hak rødløg fint. Hak bredbladet persille fint. Tilsæt vindruer, rødløg, persille og blåbær til salaten. Skær avocado i tern og tilsæt til salaten.
- Top salaten med salatost (eller fetaost). Velbekomme.
Salater med kål
Er du også vild med kål? Så prøv også gerne min opskrift på asiatisk kålsalat og spidskålssalat med hvidløgsdressing, æble og ristede mandler.
Du er velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
2 Kommentarer
Hej Stinna . Jeg kan ikke rigtig finde ud af om der skal avocado i salaten ?
Hej, det skal der :-) Har rettet det nu.