Græsk kartoffelsalat med bagte kartofler, tomater, agurk, friske krydderurter og fetaost. Denne kartoffelsalat er det perfekte tilbehør til sommerens grill.
Opskrift på græsk kartoffelsalat
Kombinationen af sprøde grøntsager, bagte kartofler og den lækreste dressing er helt perfekt i denne salat. Salaten smager af sommer og sol – og er derfor perfekt som tilbehør til grill.
Den græske kartoffelsalat er virkelig simpel at lave og kan varieres på forskellige måder. Prøv fx også at tilsætte kikærter, for at få en mere mættende måltidssalat. Du kan også udskifte nogle af de friske krydderurter, men de giver en fantastisk smag til salaten.
Græsk kartoffelsalat
Ingredienser
Bagte kartofler
- 700 g kartofler
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. tørret timian
Salat
- 1 stk. agurk
- 2 stk. rødløg
- 250 g tomater (store)
Dressing
- 2 spsk. olivenolie
- 1 tsk. sirup eller sukker
- 2 spsk. citronsaft
- 1 tsk. tørret timian
- 1 tsk. tørret oregano
- 1 håndfuld finthakket frisk dild
- 1 tsk. finthakket frisk mynte
- 1 tsk. finthakket frisk timian
- 1 tsk. finthakket frisk oregano
- salt og peber
Topping
- 100 g salatost eller fetaost
Sådan gør du
Bagte kartofler
- Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn).
- Start med at vaske kartoflerne og skær dem i både.
- Hæld olie og timian over kartoflerne. Vend dem godt rundt og bag dem midt i ovnen i cirka 30 minutter.
Salat
- Skær agurk og rødløg i tynde skiver. Skær tomater i halve og derefter i skiver. Kom det i en skål.
Dressing
- Rør alle ingredienserne til dressingen sammen. Smag til med salt og citronsaft. Hæld dressingen over salaten.
Servering
- Når kartoflerne er afkølede, blandes de sammen med salaten. Vend det hele rundt og top salaten med fetaost. Velbekomme.
Du kan sagtens lave denne kartoffelsalat nogle timer i forvejen. Vent dog med at blande de bagte kartofler sammen med resten af salaten, da kartoflerne ellers kan blive bløde.
Tilbehør til græsk kartoffelsalat
Selvom denne salat har inspiration fra det græske køkken, kan den selvfølgelig også bruges til andet end græsk mad. Men hvis du alligevel gerne vil servere andre græske retter til, så vil jeg anbefale en portion tzatziki, græske vegetarfrikadeller og måske græske fladbrød. Ellers kan du læse om forslag til en græsk vegetarmiddag her.
Du er også velkommen til at kigge forbi min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.