3,9K
Æblegrød (eller æblemos) lavet af skønne danske æbler og vanilje. Æblegrøden kan spises som den er, på havregrød eller på skyr.
Æblegrød med vanilje
Denne nemme æblegrød består af æbler, sukker, vaniljesukker og vand. Jeg kan bedst lide, at æblerne skrælles inden de koges. I denne opskrift har jeg blandet æblegrøden, men du kan også vælge at skære æblerne i helt små tern – så de koger ud og grøden får lidt struktur.
Brug gerne lidt syrlige æbler, fx madæbler såsom ‘belle de boskoop’. De giver den skønneste grød. Hvis du bruger meget søde æbler, kan du sagtens undvære sukker.
Æblegrød
Antal: 1 portion
Ingredienser
- 5 stk. store æbler (gerne madæbler)
- 1-1,5 dl vand
- 3 spsk. sukker
- 1 tsk. vaniljesukker
Sådan gør du
- Skræl æblerne og skær dem i tern – undlad kernehuset.
- Kom æbletern, sukker, vand og vaniljesukker i en gryde. Lad det koge i 10-15 minutter, til æbletern er møre.
- Smag æblegrøden til med sukker. Blend æblegrøden hvis du ønsker en helt fin konsistens. Kom i en bøtte og opbevar på køl – eller frys ned.
Noter
Tip: Du behøver ikke at blende din æblegrød. Sørg blot for at skære æblerne i små tern, så de kan koge ud. Så har æblegrøden lidt mere struktur.
Opbevaring af æblegrød
Æblegrød kan sagtens holde sig en uges tid på køl. Men faktisk er æblegrød genialt til fryseren. Frys små mængder ned i fryseposer, så har du skøn æblegrød til hele vinteren.