Peberkager

af Stinna

Annonce for Imerco

Peberkager hører julen til og peberkagerne er perfekte at lave som en del af julebagningen med børn. Peberkagerne udstikkes med forskellige fine udstikkere og pyntes med alverdens glasur, slik og krymmel.

Til denne opskrift har jeg brugt Imercos udstikkere, tyl og sprøjteposer. Udstikkersættet indeholder hele 25 stk. udstikkere – både kagemænd, stjerner, hjerter, snemænd, klokke og andre fine figurer. Den nemme peberkagedej gør det nemt for børn (og voksne) selv at være med til at udstikke kagerne og derefter pynte dem fint med glasur, som er hældt i de kraftige sprøjteposer med tyl. Udstikkerne er i forskellige størrelser, så I både kan lave små fine småkager og lidt større kager. 

Peberkager

Opskrift på peberkager

Peberkagefigurerne er lavet ud af en helt klassisk dej, som er sprød og nem at lave. Du kan krydre den med lige hvad du ønsker. Jeg havde min niece med i køkkenet og vi valgte at gøre småkagerne lidt børnevenlige, så de er lavet med vaniljesukker, lidt kanel, stødt ingefær og en smule stødt hvid peber. Den hvide peber skal kun lige kunne anes og ikke være for kraftig – så pas på med at komme for meget i. 

Peberkager

Fine peberkager. Antallet afhænger af, hvor store du laver peberkagerne. Der er til cirka 2-3 bageplader.
Forb. tid20 minutter
Tilb. tid11 minutter
Køl30 minutter
Ret: Bagværk
Køkken: Jul
Antal: 3 plader
Forfatter: Stinna
5 fra 1 stemme

Ingredienser

Peberkagedej

  • 300 g hvedemel
  • 130 g smør (koldt)
  • 130 g sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. kanel
  • 1/2 tsk. stødt ingefær
  • ½ tsk. hvid peber
  • 1 stk. æg
  • 2 spsk. sirup

Glasur

  • 120 g pasteuriseret æggehvide
  • 500 g flormelis
  • Pastafarve (ikke almindelig frugtfarve – fx rød, grøn og lyserød)

Sådan gør du

  • Kom hvedemel i en skål. Skær smør i små tern og tilsæt til skålen. Smuldr smørret helt fint, som når man laver en mørdej. Det skal ikke hænge sammen, men blot fordeles helt fint – jeg bruger hænderne.
  • Tilsæt sukker, vaniljesukker, bagepulver, kanel, ingefær og hvid peber. Bland det godt sammen.
  • Tilsæt æg og sirup og ælt dejen sammen. Den skal ikke æltes længe, men blot samles. Hvis dejen er for tør, kan du tilsætte en smule sirup.
  • Sæt dejen på køl i 30 minutter.
  • Imens piskes glasuren med en håndmixer. Del glasuren i det antal portioner, som du vil have af forskellige farver. Vi brugte hvid, lyserød, rød og grøn. Tilsæt pastafarve til hver skål og rør godt rundt. Fordel glasuren i sprøjtepose – gerne med tyl på. Ellers kan du klippe et lille hul i posen.
  • Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn (over-og undervarme).
  • Når dejen har været på køl, skal den rulles ud.
  • Kom hvedemel på køkkenbordet og rul dejen ud til cirka 2-3 mm. Dejen hæver ikke, så lav dem ikke for tynde (eller for tykke).
  • Udstik de figurer du vil have.
  • Placer figurerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bages i cirka 11 minutter – men hold øje med dem, der er stor forskel på ovne. De er færdige, når de er gyldne i kanten. Hele småkagen skal ikke være gylden.
  • Træk bagepapiret over på en bagerist og lad dem køle helt af, inden de pyntes.

Tips til peberkagerne

  • Dejen skal hvile på køl i 30 minutter eller lidt længere. Du kan også lave den aftenen forinden, så skal du blot tage den ud af køleskabet og lade den tø op i lidt længere tid. 
  • Sørg for at have mel på køkkenbordet. Ellers kan du risikere, at kagedejen hænger en smule fast. 
  • Hvis du ønsker mørkere peberkager, kan du tilføje flere krydderier eller et par spsk. kakaopulver. 
  • Lad småkagerne køle helt af på en bagerist, inden du pynter dem med glasur. 
  • Hvis du bager peberkagerne i forskellige størrelser, så sørg for at bage de store figurer på én plade og de små på en anden. Småkagerne skal kun være gyldne i kanten og på denne måde er det nemmest at justere bagetiden

Glasur til peberkagerne 

Glasuren er lavet af pasteuriseret æggehvide og flormelis – og kaldes også for royal icing. Denne slags glasur er mere fast og bliver hårdere, end hvis du laver den af vand og flormelis. Derfor er glasuren helt perfekt til at pynte småkager med, da den ikke flyder ud. Husk blot at du skal piske flormelis og æggehvider godt – og gerne med en håndmixer. Glasuren skal være rimelig tyk – brug derfor gerne nogle gode sprøjteposer. Du kan enten bruge forskellige tyl eller klippe et lille hul i sprøjteposten.

Brug gerne pastafarve til glasuren, da du ellers kan risikere at den bliver for tynd, hvis du bruger frugtfarve (som er mere flydende). 

Peberkager
Peberkager
Peberkager

Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.

2 Kommentarer

Jane 11. november 2022 - 23:23

Kan dine peberkage dej og brunkage dej fryses

Reply
Stinna 15. november 2022 - 13:19

Hej, det har jeg desværre ikke forsøgt mig med. Men mon ikke?

Reply
5 from 1 vote (1 rating without comment)

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.