2,5K
Julekringle med det skønneste fyld af smør, kanel, marcipan, rosiner, sukat og appelsin. Denne julekringle vil passe perfekt til advent eller juledagene.
Opskrift på julekringle
Denne julekringle smager helt fantastisk af jul. Den er snasket, smagfuld og slet ikke svær at lave. Kringlen har jeg lavet sammen med min far og vi bagte 2 små kringler. Du kan også sagtens lave én større kringle, du skal blot justere bagetiden en smule. Kringlen drysses med perlesukker og hakkede mandler.
Julekringle
Antal: 2 stk.
Ingredienser
Dej
- 50 g gær
- 1,5 dl sødmælk
- 60 g sukker
- 175 g smør
- 2 stk. æg
- 1 stk. kardemomme
- 515 g hvedemel (måske mindre eller mere, der er forskel på mel)
- 1/2 tsk. salt
Remonce
- 200 g smør, blødt
- 3 tsk. kanel
- 150 g sukker
- 150 g marcipan, groftrevet
- 1 stk. øko appelsin, skallen heraf
- 75 g rosiner
- 75 g sukat
Pynt
- 1 stk. sammenpisket æg
- perlesukker
- 2 håndfuld hakkede mandler
Sådan gør du
Dej
- Smelt smør i en gryde og tag den af blusset. Tilsæt mælk og nedkøl, til det er lillefingervarmt.
- Opløs gær i smør-mælkeblandingen i en skål. Jeg bruger min røremaskine.
- Tilsæt sukker og æg. Rør det sammen.
- Tilsæt mel (hold lidt igen, det er ikke sikkert du skal bruge det hele) og rør det i dejen. Tilsæt salt. Dejen må endelig ikke være tør, så hellere bruge lidt for lidt mel. Ælt dejen godt sammen til den er blank og lækker.
- Sæt dejen til at hæve 45 minutter et lunt sted med en pose over eller et fugtigt viskestykke (så dejen ikke tørrer ud).
Remonce
- Mens dejen hæver, er det tid til at lave fyldet. Rør alle ingredienserne sammen i en skål og sæt det til side.
Foldning
- Del dejen i 2 lige store dele og drys lidt mel på køkkenbordet.
- Rul dejen ud til en rektangel, der ikke er for tynd. Cirka 30 x 40 cm.
- Fordel halvdelen fyldet i en stribe i midten (gem den anden halvdel til næste kringle). Det skal fylde cirka 5-10 cm i midten.
- Fold dejen ind over fyldet på den lange led – cirka 2/3 ind og derefter den anden side, som skal foldes ind over den anden. Så de overlapper. Sørg for at klemme enderne sammen og sørg for, at der ikke er åbninger ved foldningen. Du kan evt. lige med fingrene sørge for at lukke åbningerne.
- Læg dejen på en bageplade, hvor du forsigtigt former den som en lille cirkel. Sæt første kringle til at hæve.
- Lad nu kringlerne hævet cirka 30 minutter under et stykke plastik eller fugtigt klæde. Mens første kringle hæver, er det tid til at folde nr. 2 (så passer det med forskellige hævetider og bagetider).
- Tænd ovnen på 175 grader (alm. ovn – ikke varmluft).
- Pensl kringlerne med sammenpisket æg. Drys med perlesukker og hakkede mandler. Bages midt i ovnen i cirka 25 minutter.