Honninghjerter

af Stinna

Honninghjerter lavet med fordej og overtrukket med mørk chokolade. Lækre, krydrede honningkager er en ægte juleklassiker.

Opskrift på honninghjerter

Honninghjerter er en julekage, som mange bager til jul. Det specielle ved honninghjerter er, at de laves af en fordej af honning og hvedemel. Fordejen skal stå i cirka 4 uger et køligt sted. Start derfor i god tid, så du kan nå at lave honninghjerter.

Honninghjerter

Forb. tid30 minutter
Tilb. tid10 minutter
Hviletid30 days
Ret: Bagværk
Køkken: Jul
Antal: 20 stk.
Forfatter: Stinna
5 fra 1 stemme

Ingredienser

Fordej

  • 500 g honning
  • 500 g hvedemel

Resten

  • 2 stk. æggeblommer
  • 2 tsk. hjortetaksalt
  • 2 tsk. potaske
  • 2-4 spsk. vand (start med 2 spsk.)
  • 4 tsk. kanel
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1/2 tsk. nelliker, stødt

Overtræk

  • 200 g mørk chokolade

Glasur

  • 40 g æggehvide (brug gerne pasteuriseret)
  • 165 g flormelis

Sådan gør du

Fordej

  • Bland mel og honning sammen. Det føles meget tørt og smuldret, til du får varmet honningen op med hænderne. Hvis det slet ikke vil samle sig, kan du tilsætte lidt mere honning. Kom fordejen i en bøtte og placer den et køligt sted – gerne i 4 uger.

Honninghjerter

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Riv fordejen groft på et rivejern. Kom det i en skål. Hvis fordejen er alt for hård, kan du give den et par sekunder i mikroovnen.
  • I en skål røres æggeblommer og hjortetaksalt sammen.
  • I en anden skål røres potaske ud i 2 spsk. vand. Dette lugter lidt specielt, det er meningen.
  • Bland nu æggeblommer, potaske og alle krydderierne i dejen. Jeg bruger min røremaskine. Rør dejen sammen i cirka 5 minutter. Hvis dejen er for tør, kan du tilsætte et par spsk. vand.
  • Drys mel på køkkenbordet (ellers klistrer dejen fast). Rul dejen ud i cirka 5 mm tykkelse. Stik dem ud som hjerter og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Der skal være plads mellem dem, da de hæver en del.
  • Bag honninghjerterne én plade ad gangen i cirka 8-10 minutter. Du kan forsigtigt trykke på hjerterne, de må ikke falde sammen, men heller ikke være for mørke.
  • Afkøl honninghjerterne på en bagerist.
  • Honninghjerterne skal ikke spises, når de er nybagte. Her er de tørre og kedelige. I stedet skal de kommes i et fad med et fugtigt (ikke vådt) viskestykke omkring i 2-3 dage og placeres i køleskabet. Hvis viskestykket tørrer ud, kan du fugte det efter behov.
  • Overtræk de honninghjerter, du vil spise. Honninghjerter bliver hurtigt tørre, så overtræk ikke flere, end du vil servere samme dag. Resten opbevares i køleskabet.
  • Pynt honninghjerterne med glasur og spis dem, når glasuren er størknet.

Glasur

  • Pisk ingredienserne til glasuren sammen med en håndmixer. Glasuren skal være sej og tyk. Kom glasuren i en sprøjtepose og klip et lille hul i enden.

Tips til honninghjerter eller honningkager

  • Lav gerne fordejen 4 uger før. Så bliver honninghjerterne bedst. Hvis du ikke har nået det, kan du dog godt kun lave den nogle dage i forvejen.
  • Det er vigtigt, at honningkagerne pakkes fugtigt ind efter bagning (de skal IKKE pakkes vådt). Ellers er de tørre og hårde.
  • Hvis du ikke har tid til, at honningkagerne skal i køleskabet, så kan du komme dem i dampovn. Kom et fad med kogende vand i en slukket ovn. Kom honninghjerterne på en bagerist og ind i ovnen, til de er fugtige. Overtræk dem herefter med chokolade.
  • Pynt kun de honninghjerter I skal spise samme dag. Ellers bliver de tørre og kedelige.
  • Hvis din honning er meget fast, kan du med fordel hurtigt smelte/lune den over vandbad.

Prøv også gerne min opskrift på peberkagemænd eller brunkagemænd.

5 from 1 vote (1 rating without comment)

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.