Arayes er en slags mellemøstlig pitabrød eller panini, hvor fladbrød fyldes med lækkert fyld og steges. Traditionelt er arayes lavet med kødfyld bestående af fars – men i denne opskrift er kødet skiftet ud med grøntsager, krydret tomatdressing og avocado.
Opskrift på vegetariske arayes
Arayes minder mest om panini eller enchiladas. I denne vegetariske udgave er fladbrød smurt med en krydret tomatpaste med kanel, spidskommen, koriander og paprika. Fladbrødene er fyldt med bredbladet persille, tomater, rødløg, ristede kikærter og avocado. Herhjemme spises arayes som en let frokost, snack eller som en del af en mellemøstlig menu.
Prøv også at tilsætte en smule revet ost inden bagning – det smager også skønt.
Arayes
Ingredienser
Tomatdressing
- 2 spsk. tomatpuré
- 1 tsk. olivenolie
- salt
- 1 tsk. spidskommen
- 1 tsk. koriander
- 1 tsk. paprika
- 1/2 tsk. røget paprika
- 1/2 tsk. kanel
- 1 drys chili
Arayes
- 2 stk. fladbrød (gerne de store der købes hos grønthandleren)
- 2 stk. store tomater
- 1 stk. rødløg
- 1 stk. avocado
- 1 håndfuld bredbladet persille
- ristede kikærter
Ristede kikærter
- 1 dåse kikærter (cirka 240 g kogte kikærter)
- 2 spsk. olivenolie
- 1 tsk. koriander, stødt
- 2 tsk. spidskommen
- 1 tsk. paprika
- 1/2 tsk. kanel
- 1/2 tsk. røget paprika
- salt
Sådan gør du
Tomatdressing
- Start med at røre alle ingredienserne til dressingen sammen. Smag til med salt.
Arayes
- Skær tomater og rødløg i tynde skiver. Skær avocado i mindre stykker og hak persille fint. Sæt det til side.
Ristede kikærter
- Skyl kikærterne grundigt. Kom olie på en pande og tilsæt kikærterne.
- Tilsæt alle krydderier og steg kikærterne til de er gyldne. Husk at røre rundt, så de ikke brænder på.
Tilberedning
- Smør hvert fladbrød med tomatdressingen. Fordel tomater, rødløg, avocado, persille og ristede kikærter på den ene halvdel af fladbrødet. Fold den anden halvdel over. Bag nu fladbrødet i en paninimaskine eller på en stegepande.
- Skær fladbrødet i 3 stykker med en skarp kniv. Spises med det samme. Velbekomme.
Tilbehør til arayes
Vil du gerne servere disse fladbrød som en del af en større middag, så vil jeg anbefale at servere dem sammen med haydari, hummus med dild og feta, couscoussalat og fantastiske falafler.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
2 Kommentarer
Såååå lækkert
Tusind tusind tak :-)