4,5K
Sukkerfri kanelsnegle som smager virkelig skønt og er nemme at lave. I denne opskrift har jeg skiftet sukker ud med Sukrin, som er en sukkererstatning.
Sukkerfri kanelsnegle
Sukkerfri kanelsnegle helt uden sukker. Jeg har ført lavet kanelsnegle, hvor jeg har udskiftet sukker med dadler. Men i denne udgave har jeg helt undladt sukker og erstattet det med et sødemiddel, der hedder Sukrin Gold. Dette sødemiddel har en karamelliseret smag og passer derfor godt til bagværk. Min mor er diabetiker og har længe efterspurgt kanelsnegle helt uden sukker – så her får I opskriften.
Det er vigtigt at bage kanelsneglene i et fad, da fyldet godt kan flyde lidt ud under bagning. Men kanelsneglene ‘suger’ fyldet igen.
Sukkerfri kanelsnegle
Antal: 18 stk.
Ingredienser
Kanelsnegle-dej
- 25 g gær
- 2 dl lunken sødmælk
- 50 g Sukrin (gold)
- 1 lille tsk. salt
- 2 stk. æg
- 1 tsk. kardemomme
- 520-550 g hvedemel måske mere, der er forskel på mel
- 100 g blødt smør
Kanelsnegle-fyld
- 200 g blødt smør
- 200 g Sukrin Gold
- 2 spsk. hvedemel
- 2 spsk. kanel
Pensling
- 1 stk. sammenpisket æg
Sådan gør du
Dej
- Start med at lune mælken, til den er lillefingervarm.
- Kom mælk i en skål og tilsæt gær. Jeg bruger min røremaskine. Rør gæren ud i mælken.
- Tilsæt nu Sukrin, salt, æg og kardemomme. Rør det sammen.
- Tilsæt hvedemel og ælt det sammen. Tilsæt så smør i mindre stykker.
- Ælt dejen til den er glat og smidig – den skal æltes godt sammen for det bedste resultat.
- Kom et fugtigt viskestykke over skålen og lad dejen hæve i 1 time et lunt sted.
Fyld
- Mens dejen hæver, laves fyldet.
- I en skål blandes blødt smør, Sukrin, hvedemel og kanel. Bland det godt sammen med en gaffel.
Bagning
- Når dejen er hævet, kommes en smule mel på køkkenbordet. Du må endelig ikke komme for meget mel på, så kan kanelsneglene blive tørre.
- Vend dejen ud og rul den til en rektangel. Dejen skal rulles tyndt ud, men selvfølgelig ikke gå i stykker.
- Påfør fyldet og fordel det med en dejskraber.
- Rul dejen sammen og skær derefter stykker af 2-3 cm. Placer dem i et fad beklædt med bagepapir. Der skal cirka være 1,5-2 cm mellem hver kanelsnegl. Hvis du ikke har et stort nok fad, så kom dem i to fade. Lad dem nu efterhæve i 40-45 minutter med et fugtigt klæde over.
- Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn, det vil sige over-og undervarme).
- Pensl kanelsneglene med sammenpisket æg.
- Bag kanelsneglene midt i ovnen i cirka 15-20 minutter. De skal være gyldne. Hold øje med dem, der er forskel på ovne.
- Lad dem køle lidt af og spis dem derefter.
Noter
Tip: kanelsneglene kan sagtens fryses. Kom dem i en pose, når de er bagt. Så kan de nemt tøes op, når lækkersulten melder sig.
4 Kommentarer
Søde og lækre! Lækker saftig dej!
Jeg skiftede endda smør ud med Lurpak let, for at spare på kalorierne! Det fungerer super fint☺️
Ej hvor skønt. Tak for tilbagemeldingen.
Vores go-to kanelsnegle uden sukker herhjemme:) Tak for opskriften.
Hvor mange kalorier er der i én snegl?
Ej hvor dejligt! Jeg har desværre ikke beregnet kalorier :-)