2,3K
Sommertærte med sprød mørdejsbund, marcipanfyld, mørk chokolade og skønne sommerbær. Denne tærte er ganske nem at lave og smager helt fantastisk. Herhjemme brugte jeg hindbær, som blev trykket ned i marcipanfyldet. Kagen blev toppet med mørk chokolade, friske hindbær og friske jordbær. Du kan også sagtens bruge andre skønne sommerbær.
Opskrift på tærte med bær
Er du også vild med jordbærtærter eller andre sommerlige tærter? Så er denne skønne sommertærte med garanti noget for dig. Server den gerne med en kugle god vaniljeis til.
Sommertærte
Ingredienser
Mørdej
- 100 g koldt smør
- 80 g flormelis
- 200 g hvedemel
- 1 stk. æg
- 1 drys salt
Mazarinmasse
- 100 g smør, koldt
- 100 g sukker
- 1 tsk. vaniljesukker
- 150 g marcipan, groftrevet
- 50 g hvedemel
- 1 stk. æg
Fyld og topping
- 100 g friske hindbær
- 100 g mørk chokolade
- friske jordbær og friske hindbær
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader alm. ovn.
Mørdej
- Start med at lave mørdejen. Kom hvedemel, smør, salt og flormelis i en skål. Smuldr smørret i. Tilsæt æg og saml dejen. Den må endelig ikke æltes for meget. Sæt dejen på køl i 30 minutter.
- Tag mørdejen ud af køleskabet. Kom en smule hvedemel på bordet. Rul dejen ud til en cirkel, som passer til et tærtefad på cirka 22cm (måske du får en lille rest). Prik dejen med en gaffel og forlag tærtedejen i 10 minutter midt i ovnen.
Mazarinmasse og hindbær
- Mens tærtedejen fortages i ovnen, er det tid til at lave den cremede marcipancreme. Rør smør (i tern), sukker, vaniljesukker, groftrevet marcipan og hvedemel i en skål. Bland det rundt. Tilsæt æg og rør, til det har en ensartet masse. Sæt det til side.
Bagning
- Efter forbagningen skrues ovnen til 175 grader varmluft.
- Kom mazarinmassen i tærtebunden og fordel med en ske. Fordel hindbær deri og tryk dem lidt ned i fyldet.
- Bages i cirka 30 minutter. Hold øje med den, der er forskel på ovne. Fyldet skal stivne, men bliver først helt fast når den køles af. Kom evt. stanniol over halvvejs.
- Når kagen er færdig, tages den ud af ovnen. Kom mørk chokolade på mens den er varm – så smelter det hurtigt. Fordel med en ske.
- Fordel friske jordbær og friske hindbær på kagen, når kagen er helt afkølet. Kom den eventuelt i køleskabet inden.
- Serveres med is eller creme fraiche til.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.