Skyrboller lavet af skyr, æg, havregryn og bagepulver. Bollerne er bagt uden hvedemel og er et godt alternativ til almindelige boller. De smager skønt og herhjemme spiser vi dem gerne til morgenmad.
![](https://stinna.dk/wp-content/uploads/2021/12/Skyrboller-3-1.jpg)
Opskrift på skyrboller
Jeg har tidligere delt en opskrift på proteinboller med hytteost. Disse minder om i smag og konsistens, men er i stedet for hytteost lavet med skyr. De mætter godt og er derfor også gode til madpakken.
Skyrboller
Ingredienser
- 250 g havregryn (finvalsede)
- 300 g skyr neutral
- 4 stk. æg
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. groft salt
Drys
- sesamfrø
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft.
- Kom alle ingredienserne i en foodprocessor. Blend det til en nogenlunde ensartet konsistens.
- Lad dejen hvile i 10 minutter.
- Form bollerne med en våd ske eller våde hænder. Der bliver til cirka 8-9 stk. Kom bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Det er meningen at de er klistrede. Pensel bollerne med vand og drys med sesamfrø.
- Bages midt i ovnen 15-20 minutter, til de er gyldne (også under bunden). Lad bollerne køle helt af inden de skæres i – ellers kan de virke klæbrige i midten.
- Opbevares i en pose i køleskabet. Velbekomme.
Boller med skyr
Disse boller er ikke luftige som traditionelle boller, men de smager skønt og mætter godt. De hæver ikke meget i ovnen, så det er ikke store og luftige boller. Herhjemme spiser vi dem særligt til morgenmad eller frokost. De er svampede, bløde og har en fin smag af havregryn. Bollerne er glutenfri – men husk at købe glutenfri havregryn, hvis du er allergisk.
![](https://stinna.dk/wp-content/uploads/2021/12/Skyrboller-2.jpg)
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
8 Kommentarer
Virkelig gode
Tusind tak :-)
Hvor mange kalorier er der i pr stk? de er kanon gode, jeg bager dem hele tiden❤️
Tak skal du have. Jeg tæller ikke kalorier i mine opskrifter, så det ved jeg desværre ikke :-)
Har lige prøvet disse for 1. gang, og de så virkelig fine ud da jeg tog dem ud af ovnen, men så faldt de total sammen… skulle de mon have haft lidt længere tid i ovnen?
Hej. Øv, det har jeg aldrig prøvet. Jeg ville forsøge med et par minutter længere i ovnen :-)
Virkelig nemme og smager skønt. Jeg kom to teske HUSK I, hvilket gjorde dem mere luftige og de kunne hæve.
Tak, det må jeg prøve :-)