Skønne rødbedeboller -grovboller med rødbede og græskarkerner. Denne nemme opskrift på boller med rødbede er helt perfekte til madpakken. De er nemme at lave og smager skønt.
Rødbedeboller
Disse boller er bagt med almindelig gær, rødbede og græskarkerner. Udover at bage, er jeg igen begyndt at eksperimentere med surdej. Indtil videre kun på den måde, hvor surdejen tilsættes sammen med gær, så det mere er smagen af surdejen jeg bruger, end surdejens egentlige funktion i forhold til bagning. Derfor vil jeg også anbefale, at hvis man alligevel har en klat surdej stående, så tilsæt den endelig til disse boller. Det bliver de kun bedre af, selvom de sagtens kan bages blot med gær – det er også det jeg anbefaler i opskriften.
Opskriften på rødbedeboller er egentligt den samme som mine græskarboller, denne gang er de blot med rødbede istedet. De kan laves både som koldhævede boller og som jeg har gjort det herunder, med mere gær så de kan bages efter et par timer. Hvis du istedet ønsker at koldhæve dem, så halver mængden af gær – eller endnu mindre.
Nu til opskriften på boller med rødbede:
Opskriften rækker til cirka 10 boller.
Rødbedeboller – grove boller med rødbede
Ingredienser
- 200 g groftrevet rødbede
- 1/2 pakke gær
- 5 dl koldt vand
- 2 tsk. salt
- 1 dl havregryn
- 6 dl hvedemel
- 3-4 dl groft mel fx rugmel eller grahamsmel
- 1 æg til pensling
Sådan gør du
- Start med at skrælle rødbederne og riv dem groft på et rivejern.
- Kom gær, vand og salt i en skål.
- Rør det hele sammen, til gær er opløst. Helst på en røremaskine.
- Tilsæt nu rødbede.
- Tilsæt havregryn. Herefter tilsættes mel lidt efter lidt, til dejen er fast men klistret.
- Lad dejen æltes på røremaskinen på hurtig hastighed i nogle minutter.
- Kom et viskestykke over skålen og sæt dejen til at hæve et lunt sted i en times tid.
- Når dejen er hævet, tages dejen med en ske og placeres som boller på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Tænd ovnen på 250grader varmluft.
- Pensles med sammenpisket æg og drysses med græskarkerner.
- Når ovnen er varm, sættes bollerne ind i ovnen. Skru ned på 225 grader.
- Bages midt i ovnen i ca. 20 minutter. (hold øje med dem – der er forskel på ovne!)
2 Kommentarer
Rødbede bollerne er de vildeste boller jeg længe har smagt!! Har aldrig rigtig lykkedes med brød og boller -men dem her WOW!!!!
Kh Christina Asklund
Ej hvor dejligt, mange tak! Så skønt at bollerne blev gode :-)