Koldhævede boller – nemme grovboller

af Stinna
Koldhævede boller - nemme grovboller

Koldhævede boller – nemme grovboller. Koldhævede boller er simpelthen de nemmeste at lave. Om aftenen røres ingredienserne sammen i en skål og sættes på køl natten over. Næste dag bages bollerne – helt uden at ælte dejen. Jeg bruger bare en ske til at komme dejen på en bageplade og så i ovnen – et kvarter senere er der lækre grove boller.

Jeg serverede disse boller for min studiegruppe i går. Vi er ved at skrive vores afsluttende bacheloropgave og for at det ikke skal blive alt for kedeligt, forsøger vi at hygge os med lidt fælles morgenmad. Det blev til disse grove boller og en masse kaffe.

Koldhævede boller

Opskriften minder meget om den jeg har her: Koldhævede grovboller- den nemmeste opskrift, men jeg har i denne opskrift brugt lidt mere hvedemel. Derudover har jeg penslet disse boller med æg, for at få en fin blank overflade. Næste gang vil jeg forsøge at tilsætte lidt revet rødbede eller gulerod.

Som jeg har nævnt før, så er jeg igang med en kogebog med min søde (og dygtige!) veninde Julie. Vi glæder os helt vildt til at fortælle mere om bogen, som vi arbejder på lige for tiden. Jeg kan dog sige så meget, at der i kogebogen kommer en fantastisk opskrift på nemme koldhævede grovboller. Glæd jer!

Nemme koldhævede grovboller

Nemme sunde grovboller

Men nu til opskriften på de skønne Koldhævede boller – nemme grovboller. Jeg har skrevet at der bliver 9 boller ud af opskriften, selvfølgelig alt efter, hvor store de laves. Jeg bager oftest ved alm. ovn – det vil sige med over-og undervarme, ikke varmluft.

Bollerne pensles inden bagning med æg og drysses med kerner – fx solsikkekerner.

Koldhævede boller - nemme grovboller
Forb. tid
10 min
Tilb. tid
20 min
hævetid
12 t
Samlet tid
30 min
 
Ret: Bagværk
Antal: 9 stk.
Forfatter: Stinna - www.stinna.dk
Ingredienser
  • 1/4 pakke gær
  • 5 dl koldt vand
  • tsk salt
  • 4 dl hvedemel
  • 1 dl havregryn
  • 5 dl groft mel jeg brugte halvt grahamsmel og halvt fuldkornshvedemel
  • 1 æggeblomme til pensling
Sådan gør du
  1. Rør gær ud i koldt vand.
  2. Tilsæt salt.
  3. Rør melet i. Dejen skal være lidt våd og klistret, men den skal stadig kunne røres i med en ske.
  4. Kom et viskestykke over skålen og sæt skålen i køleskabet (gerne natten over).
  5. Kom dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg brugte bare en ske til dette.
  6. Bollerne pensles med æggeblomme. Bollerne drysses med kerner.
  7. Tænd ovnen på 230g (ikke varmluft).
  8. Når ovnen er varm, sættes bollerne ind. Mine fik 15-20 minutter.Lad dem køle lidt af –  du har nu skønne boller.
  9. Spises lune med smør.
  10. Velbekomme!

Nemme koldhævede grovboller

Print Friendly, PDF & Email
8 Kommentarer

8 Kommentarer

Ovnbagte søde kartoffel fritter med guacamole - Stinna 2. november 2016 - 19:33

[…] På fredag får jeg min søster og mor på besøg og jeg skal stå for lidt let aftensmad til os. Jeg planlægger blandt andet at lave disse søde kartoffel fritter, lidt hummus, guacamole, gulerodsstave og så bage noget lækkert koldhævet brød til. Jeg fik i dag det lækreste brød hos Bernth & Co i Aarhus, så jeg vil forsøge at bage et lignende brød. I ved sådan et med mange luftbobler i, sprød skorpe og lidt dej konsistens – mums! Jeg har dog ingen erfaring med denne type brød, så hvis nogle af jer har nogle fif, så kom endelig med dem. Ellers ender jeg nok bare med nogle gode koldhævede grovboller.  […]

Reply
Koldhævede boller med ølandshvedemel - Stinna 27. november 2016 - 10:43

[…] Ølandshvedemel er en meltype, som skulle have en lidt anderledes smag en almindelig hvedemel. Nu er jeg jo lidt ny i alt det her bagning, men resultatet blev virkelig lækkert. Jeg brugte min opskrift på grove koldhævede boller, som jeg lige deler igen med jer  herunder. Ellers kan I se opskriften her: Nemme koldhævede grovboller. […]

Reply
Sund weekend-morgenmad - pandekager, smoothie og kaffe - Stinna 18. marts 2017 - 10:48

[…] morgenmad, så vil jeg gerne komme med lidt idéer i dette indlæg. Selv satte jeg en portion Nemme koldhævede grovboller over i går og har netop tændt ovnen, sat en kande kaffe over og tændt radioen. Jeg planlægger […]

Reply
Falafelburger med guacamole og hjemmelavet salsa - Stinna 16. juni 2017 - 07:00

[…] 4 hjemmebagte burgerboller (jeg laver mine koldhævede grovboller, trykker dem fladere og drysser med sesamfrø) […]

Reply
Louise 23. maj 2018 - 12:53

Når det ikke er varme luft hvad er det så?

Reply
Stinna 24. maj 2018 - 16:17

Det er almindelig ovn (over – og undervarme) :)

Reply
Jette 3. maj 2019 - 11:51

Hvordan kan det være det skal være konventionel varme og ikke varmluft?

Reply
Stinna 3. maj 2019 - 16:39

Hej Jette. Jeg bager aldrig med varmluft. Dette har jeg lært i min bagebog af Claus Meyer. Men jeg tænker sagtens, at du kan bruge varmluft. Du skal blot ændre graderne.

Reply

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.