Grove naanbrød stegt på panden. Disse naanbrød er lavet med groft mel og er penslet med smør og drysset med friske krydderurter. Naanbrød er det perfekte tilbehør til indiske retter – fx indisk dahl.
Naanbrød – nemme grove brød bagt på panden. I forbindelse med at vi i sidste uge spiste Rajma – vegansk indisk ret, lavede jeg disse grove brød til. De smager meget bedre end den købte version og så er de virkelig nemme at lave. Faktisk meget nemmere, end jeg først troede. Dejen skal blot blandes sammen, de skal hvile kort og så skal de steges. Nemt og kan laves, mens resten af maden laves.
Nemme hurtige naanbrød
Normalt ville jeg lave sådanne brød med gær og lade dem hæve, men da det var en lidt hurtig idé med disse brød, lavede jeg dem med bagepulver istedet for gær. Resultatet blev virkelig godt og fremover vil jeg bruge denne fremgangsmåde. De skal ikke hæve, men dejen skal blot lige hvile i omkring 10 minutter og derefter steges på en tør pande. De er bagt med hvedemel og groft mel, men kan sagtens blot laves med hvedemel.
Opskrift på pandestegte brød
Herunder kommer opskriften på de nemme naanbrød. Opskriften giver ca. 6 stk. Du kan vælge enten at pensle dem med olie mens de steges, eller først pensle dem med smør efter stegning. Begge dele giver et skønt resultat.
Nemme grove naanbrød
Ingredienser
- 2 dl groft mel
- 3 dl hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. salt
- 1 dl vand
- 2 spsk. olivenolie
- 1,5 dl. creme fraishe el. skyr
- olivenolie eller smeltet smør til pensling
- nigellafrø
Sådan gør du
- Bland mel, bagepulver og salt i en skål.
- Tilsæt vand, olivenolie og creme fraiche.
- Ælt det hele sammen med hænderne eller på en bagemaskine. Dejen skal være blød og slippe hænderne, da den skal kunne rulles ud. Hvis den ikke kan dette, tilsættes mere hvedemel.
- Lad dejen hvilke i 10 minutter i skålen.
- Del dejen i 6 stykker.
- Dejen rulles ud til små flade brød – de skal ikke være for tykke.
- Kom lidt vand på den ene side og kom denne side på en varm tør pande.
- Pensel den side der er opad med olivenolie og drys med nigellafrø. Dette punkt kan også undlades – så skal du blot pensle dem med smeltet smør efter stegning – og drysse dem med salt og friske krydderurter.
- Vendes og steges på den anden side, når de er gyldne.
- Spises lune. De er bedst lige når de er stegt.
- Velbekomme!
Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil. Her deler jeg endnu flere madbilleder og billeder fra min hverdag.
6 Kommentarer
De lyder lækre! Må prøve din opskrift næste gang, jeg skal lave dem :)
De blev virkelig gode – mange tak for god inspiration :-)
Hej Stinna,
Hvor kan man mon købe nigellafrø henne? ;) Og ligedan med sorte ris?
TAK for skøn inspiration, når man prøver at mindske sit kødforbrug!
Mvh. Nicoline
Hej Nicolie :-) Mange tak skal du have. Begge dele kan købes i større supermarkder, fx Superbrugsen :-)
Hejsa
Du havde tidligere en anden opskrift på naanbrød hvor der også var honning i, hver blev den af? Det var simpelthen de bedste naanbrød nogensinde.
Hej, den har jeg desværre slettet til fordel for denne :-) Beklager – det skulle jeg så ikke have gjort.