2,3K
Kammerjunkere med marcipan og havregryn. Disse kammerjunkere er utrolig nemme at lave og smager skønt på en portion koldskål. Kammerjunkerne smager af en blanding af traditionelle kammerjunkere og havregrynskager. De er sprøde uden på og let bløde i midten.
Opskrift på kammerjunkere
Opskriften herunder er et bud på en anderledes slags kammerjunkere, som smager skønt og kan laves på næsten ingen tid. Alle ingredienserne røres sammen i en skål og derefter placeres dejen som ‘klatter’ på bagepapir. Du skal derfor ikke trille eller forme dejen.
Kammerjunkerne serveres på koldskål og gerne sammen med friske, danske jordbær.
Kammerjunkere med marcipan og havregryn
Antal: 40 stk.
Ingredienser
- 100 g sukker
- 75 g marcipan, groftrevet
- 2 stk. æg
- 25 g hvedemel
- 50 g smør, smeltet
- 1 tsk. bagepulver
- 100 g finvalsede havregryn
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.
- Rør alle ingredienserne sammen i en skål. Brug bare en ske – eller ælt med hænderne.
- Fordel dejen i små klatter på 2 bageplader med bagepapir.
- Bages i ovnen i cirka 13-15 minutter. Hold øje med dem – der er forskel på ovne. De skal være sprøde i kanten (gyldne) og let bløde i midten.
- Lad dem køle helt af og spises derefter med koldskål. Velbekomme!
Noter
Opbevar kammerjunkerne i en lufttæt beholder. Da de er lidt bløde i midten, er deres holdbarhed ikke nær så land som almindelige kammerjunkere – men et par dage ved stuetemperatur, som almindelig kage.