Jordbærtærte er den ultimative sommerkage. Faktisk er det nok dén kage jeg oftest tænker på, hvis jeg skal bage en kage om sommeren. Denne klassiske jordbærtærte er med sprød mørdejsbund, mazarinmasse, vaniljecreme med fløde, mørk chokolade og friske danske jordbær. Så bliver det faktisk ikke skønnere.
Opskrift på hjemmelavet jordbærtærte
Denne jordbærtærte er helt klassisk. Eller faktisk har jeg undladt at toppe den med gelé, men for mig er den lige, som en jordbærtærte skal være. Min familie var i hvert fald ganske tilfredse, da jeg serverede den for dem.
Jordbærtærte med marcipan
Jordbærtærten er med mørdejsbund og en mazarinmasse, som er lavet af marcipan. Dette giver den skønneste smag sammen med de friske jordbær. Bunden er toppet med mørk chokolade, som giver lidt mere sprødhed og så er det toppet med den lækreste vaniljecreme, som er blandet med pisket flødeskum.
Jordbærtærte
Ingredienser
Tærtebund
- 230 g hvedemel
- 125 g smør (helt almindelig smør)
- 80 g flormelis
- 1 knivspids salt
- 1 stk. æg
Mazarinmasse
- 150 g marcipan
- 50 g sukker
- 50 g smør
- 1 stk. æg
- 30 g hvedemel
Vaniljecreme med fløde
- 2 store tsk. maizena
- 2 dl sødmælk
- 2 spsk. sukker
- 1 spsk. vaniljesukker
- 2 stk. æggeblommer
- 1 dl piskefløde (piskes til flødeskum)
Topping
- 100 g mørk chokolade (gerne 70%)
- 400 g friske jordbær
Sådan gør du
Mørdejs tærtebund
- Start med at lave mørdejen. I en skål blandes mel, flormelis og salt. Skær smør i tern og ælt det sammen i skålen. Tilsæt æg og saml dejen. Du skal ikke ælte den for meget, den skal bare lige samles. Sæt mørdejen i køleskabet i 1 time.
- Efter køl skal mørdejen rulles ud. Kom en lille smule mel på køkkenbordet. Rul dejen ud i en cirkel (cirka 26-28cm – den skal passe til et almindeligt tærtefad på cirka 22 cm). Kom mørdejen i tærteformen og skær kanterne af. Sæt tærtefadet med mørdej på køl.
Mazarinmasse
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
- I mens tærten er på køl, skal mazarinmassen laves.
- Kom alle ingredienserne i en skål og bland det godt sammen. Evt. med en gaffel eller med hænderne. Det skal være en ensartet masse.
- Tag tærtefadet ud af køleskabet og fordel mazarinmassen derpå. Bag tærten i 15-17 minutter. Hold godt øje med den, der er forskel på ovne. Hvis kanterne bliver for mørke, kan du komme et stykke staniol over.
- Mens tærten bager, hakkes det mørke chokolade groft.
- Tag tærten ud af ovnen og kom det hakkede chokolade på. Så smelter det på tærten. Fordel chokoladen med en ske. Lad tærten afkøle helt, så chokoladen stivner. Du kan med fordel sætte den i køleskabet.
- Når chokoladen er stivnet, vendes tærten forsigtigt ud af tærtefadet. Skær evt. langs kanten med en kniv, så er den nemmere at få ud. Placer tærten på et kagefad eller en tallerken.
Vaniljecreme
- Nu skal vaniljecremen laves. Kom 1/2 dl sødmælk i en lille skål og rør maizana ud i.
- Hæld resten af mælken (1,5 dl) i en lille gryde, sammen med æggeblommer, sukker og vaniljesukker. Varm det op under konstant omrøring. Når det småkoger, kommer du mælken med maizena i. Pisk videre mens kagecremen stivner. Det kan godt tage nogle minutter. Når cremen har den rette konsistens, tager du kagecremen over i en skål og sætter den til afkøling. Den skal være helt kold, før du tilsætter flødeskummet.
- Pisk fløden til stiv flødeskum. Vend den helt kolde kagecreme sammen med flødeskummen. Fordel det oven på chokoladen.
Resten
- Skyl jordbær skær dem i halve. Kom dem på jordbærtærten. Du kan også drysse med lidt frisk mynte eller mørk chokolade.
- Jeg synes at kagen smager allerbedst helt kold, så jeg sætter den på køl efter at have kommet jordbær på.
Noter
Mørdej
Denne jordbærtærte er lavet på en sprød mørdej. Mørdejen må ikke æltes for meget, men skal blot lige samles. Hvis mørdejen æltes for meget, risikerer du at den bliver kompakt og hård. Jeg laver derfor altid mørdej med hænderne og ikke på min røremaskine, da jeg så har den bedste føling med mørdejen. Det er også vigtigt, at komme mørdejen på køl både inden udrulning. Ellers kan det være svært at rulle mørdejen ud. Mørdejen kan også sagtens fryses.
Vaniljecreme med fløde
Den skønne creme til jordbærtærten er ikke blot en kogt creme, men der er også tilsat flødeskum. Dette giver en luftigere creme, som smager helt fantastisk. Hvis du ikke selv har tid til at koge cremen, så tror jeg sagtens at du kan købe en færdig og blande sammen med flødeskum
Tip til jordbærtærten:
- Jordbærtærten er bedst, hvis du tætter den nogle timer på køl inden servering. Så når den at udvikle mere smag – og mazarinbunden og vaniljecremen når at sætte sig.
- Hvis du har en rest tilbage, så sæt kagen på køl. Husk at dække den til, så den ikke tager smag af varerne i køleskabet. Den kan holde sig i 1-2 dage på køl.
Følger du mon med på min Instagram? Her deler jeg endnu flere madbilleder.