Græskarboller

af Stinna

Græskarboller i den fineste facon og med den skønneste smag. Disse græskarboller passer perfekt til efteråret.

Opskrift på græskarboller

Disse lækre boller med græskar smager så skønt – især med smør på. De er lavet med kogt græskar, men hvis du ikke kan lide græskar, kan du også sagtens bruge gulerodsmos. Jeg har prøvet med begge dele og det smager skønt. Hvis du ønsker endnu mere smag, kan du sagtens tilføje lidt kanel og kardemomme til dejen.

Græskarboller

Forb. tid30 minutter
Tilb. tid13 minutter
Hævetid1 time 20 minutter
Ret: Bagværk
Køkken: Vegetarisk
Antal: 11 stk.
Forfatter: Stinna
5 fra 1 stemme

Ingredienser

  • 150 g græskar
  • 1,5 dl sødmælk
  • 75 g smør
  • 25 g gær
  • 60 g sukker
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 1 stk. æg
  • 1/2 tsk. salt
  • 500-550 g hvedemel

Pensling

  • 1 dl vand
  • 3 spsk. sukker
  • eller 1 stk. æg

Sådan gør du

  • Start med at skrælle græskar. Skær det i tern og kog det i en gryde, til det er helt mørt. Lad det køle af.
  • Smelt smør i en gryde. Tilsæt sødmælk. Når det er lunkent, blandes det med gær i en skål. Jeg bruger min røremaskine.
  • Tilsæt sukker, gurkemeje, æg og salt. Rør det rundt.
  • Tilsæt nu hvedemel og ælt det hurtigt sammen.
  • Mos græskar, så det er helt fint i konsistensen. Tilsæt det til dejen. Ælt dejen i 6-8 minutter, til den har samlet sig og er smidig. Den må endelig ikke være tør.
  • Lad dejen hæve i 1 time ved stuetemperatur. Husk at komme et fugtigt klæde over skålen.
  • Kom lidt hvedemel på køkkenbordet. Hæld dejen ud på bordet og del dejen i 11 stykker – cirka 70 g stykket. Tril bollerne til kugler (stram dem gerne op).
  • Alt efter hvilken metode du nu vil bruge, kommer der forskellige fremgangsmåder.
  • Tænd ovnen på 220 grader (over-og undervarme).

Græskarboller efter klippemetoden

  • Kom en smule mel på dine håndflader og tryk bollerne flade. Dyp spidsen af saksen i olie og klip nu hver bolle i kanten, så det kommer til at ligne et græskar. Dyp gerne saksen undervejs. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem hæve i 30 minutter. Pensl bollerne med sammenpisket æg, inden de bages.

Græskarboller med snor

  • Hvis du i stedet vil bruge snor til græskarbollerne, skal bollerne først hæve i 20 minutter med et fugtigt klæde over. Kom gerne et stykke plast under, så holder bollerne bedre på fugten.
  • Du kan nu enten drysse bollerne godt med hvedemel, så de har en tør overflade. Påsæt snoren, så bollerne ligner et græskar. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Ellers kan du væde snoren i olie og sætte snoren på beskrevet oven for. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bollerne skal ikke pensles før bagning.
  • Bollerne bages i 12-13 minutter i den forvarmede ovn. De skal være gyldne. Hvis du har brugt metoden med snor, kan du med fordel varme 1 dl vand og 3 spsk. sukker i en gryde. Sæt det til side.
  • Når bollerne er færdige, køler de en smule af inden snoren fjernes. Sørg for at klippe snoren mange steder, så er den nemmere at fjerne. Pensl bollerne med sukkerlagen.
  • Velbekomme.

Græskarboller på forskellige måder

I denne opskrift har jeg beskrivet 3 forskellige måder at lave de fine græskarboller på. Jeg skriver dem lige her:

  1. Klippemetoden. I stedet for at bruge snor til græskarbollerne, kan du i stedet vælge at klippe i kanten af bollerne inden de skal bages. Dette er den nemmeste metode og giver et fint resultat. Inden bagning pensles bollerne med sammenpisket æg.
  2. Snor med olie. Et tip jeg fik på instagram var, at væde snoren med olie. Dette fungerer rigtig godt. Jeg kommer først snoren på, når bollerne har hævet i 20 minutter. På den måde sikrer jeg, at dejen ikke hæver ud over snoren. Snoren kommer forholdsvis nemt af. Husk ikke at pensle bollerne med æg, da snoren så vil sidde fast. I stedet pensles bollerne med sukkerlage, når snoren er fjernet efter bagning.
  3. Mel på bollerne. Denne metode fungerer lige så fint, som metoden med olie. Drys bollerne med mel og sæt derefter snoren på. Dette gøres først efter de 20 minutters hævning. Her skal bollerne heller ikke pensles før bagning, men pensles med sukkerlagen efter de er bagt og snoren er fjernet.
5 from 1 vote (1 rating without comment)

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.