Gateau marcel er den ultimative chokoladekage for chokoladeelskere. Den består af 4 ingredienser og er virkelig nem at lave.
Opskrift på gateau marcel
Gâteau marcel er den mest chokoladeholdige kage, som jeg nogensinde har bagt. Den består af chokolade, smør, sukker og æg – og er egentlig en slags chokolademousse, hvor kun halvdelen af kagen bages.
Kagen er kendt for at være chokoladekagen over dem alle. Den er tung, snasket, fyldig og næsten for meget. Men hvis du elsker chokolade, så vil du også elske denne franske chokoladekage.
Kagen består af 2 lag, hvor det ene lag bliver bagt og det andet lag er en chokolademousse. Det lyder besværligt, men det er det ikke. Det er nemlig lavet ud af samme dej. Ofte er der virkelig mange æg i en gateau marcel. I min udgave herunder har jeg skruet op for chokoladeindholdet og lidt ned for mængden af æg. Det giver en lidt fastere bund, men stadig med en virkelig skøn mousse på toppen.
Gateau marcel
Redskaber
- 1 springform (24 cm)
Ingredienser
- 200 g mørk chokolade (gerne 85%)
- 200 g smør (almindelig saltet)
- 200 g sukker
- 5 stk. æg
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.
- Smør en springform med smør og drys den med sukker.
- Smelt smør, chokolade og 100 g sukker i en skål over vandbad. Det skal kun lige smelte sammen. Lad det blive lille-finger lunt derefter.
- Del æggene i blommer og hvider.
- Kom én æggeblomme ad gangen i chokoladeblandingen (som kun er let lun). Rør mellem hver blomme der tilsættes.
- I en anden skål piskes æggehviderne luftige og skummende. Tilsæt sukker og pisk igen, til hviderne er stive.
- Vend nu forsigtigt de piskede æggehvider over i chokoladeblandingen. Brug gerne en dejskraber. Du skal folde det sammen – ikke piske.
- Kom nu 2/3 af blandingen over i springformen. Sæt resten i en skål med låg og i køleskabet.
- Bag kagen i cirka 15-17 minutter midt i ovnen. Den skal kun netop være gennembagt – og må endelig ikke få for meget. Der skal gerne sidde en smule fugtige krummer fast, når du prikker i den.
- Tag kagen ud og lad den køle helt af.
- Fordel derefter den kolde chokolademousse over den kolde kage.
- Kom kagen på frys eller i køleskabet i minimum 3 timer – og gerne natten over.
Noter
Kan gateau marcel fryses?
Du kan med fordel fryse din kage – så er den nemlig nemmere at skære og så sikrer du, at kagen får et flot snit.
Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil. Her deler jeg endnu flere madbilleder og billeder fra min hverdag. Du er også velkommen til at skrive en kommentar herunder, hvis du har spørgsmål eller feedback til opskriften. Hvis du laver min mad, vil jeg elske at se et billede af det på instagram.
6 Kommentarer
Har lavet denne kage til gæster 3 gange indenfor en måned. Opskriften er sikker hver gang! Tusind tak, for din geniale opskrift. Jeg undlader dog at drysse sukker over springformbunden, da ddt bliver for sødt til vores smag.
Sikke en dejlig kommentar! Tusind tak for tilbagemeldingen :-)
Laver prøve-kager til kage tapas til konfirmation, og den her kage blir helt sikkert en af dem! Holy moly den er lækker og nem at bage! TAK for at være min usynlige hjælper med alle dine opskrifter ❤️
Åh den besked gjorde mig glad, tak! Hvor dejligt at opskriften kan bruges :-)
Har du mon erfaringer med at bage denne med Naturli’ blok?
Hej, nej det har jeg desværre ikke afprøvet. Skriv endelig hvis du får det prøvet :-)