
Fødselsdagsboller fyldt med smør. Disse bløde fødselsdagsboller er de perfekte boller til enhver lejlighed, men særligt til fødselsdage. De lavet af hvedemel, smør, æg, gær, sukker og mælk.
Fødselsdagsboller
Da jeg var lille, bagte min mormor de lækreste bløde boller – som vi altid har kaldt mormorbolleder. Min søster og jeg spiste dem altid når vi var på besøg – og jeg har forsøgt at genskabe opskriften. Min mormor har givet bage-stafetten videre og nu har jeg så forsøgt mig med min version, som nok indeholder noget mere smør – og så har jeg valgt at tilsætte kardemomme. Kardemomme kan dog sagtens undlades, men giver en skøn smag.
Fødselsdagsboller
Ingredienser
- 100 g smør
- 2,5 dl sødmælk
- 25 g gær
- 1/2 tsk. groft salt
- 70 g sukker
- 1 stk. æg
- 600 g hvedemel hold lidt igen – der er forskel på mel
- 1 tsk. kardemomme
Pensling
- 1 stk. æg sammenpisket
Sådan gør du
- Kom smør og mælk i en gryde. Varm det langsomt op, til smør er næsten helt smeltet. Sluk for gryden. Lad blandingen blive lunken (lillefingervarm). Det gør ikke noget, at der er lidt smør der ikke er helt smeltet.
- Kom blandingen i en skål (jeg bruger røremaskine). Tilsæt gær og rør rundt.
- Tilsæt nu salt, sukker og æg.
- Tilsæt mel. Hold lidt igen – der kan være forskel på mel, så du enten skal bruge mindre eller lidt mere. Lad dejen køre på røremaskine i cirka 10 minutter ved lav hastighed. Dejen skal være blank og smidig – men ikke klistre for meget. Lad dejen hæve i skålen med et viskestykke over i 60 minutter.
- Når dejen er hæves skal bollerne formes. Jeg vejer bollerne af, så de vejer cirka 70g stykket. Tril bollerne på et bord (uden mel, burde ikke være nødvendigt). Placer dem på en bageplade.
- Sæt et ildfast fad med kogende vand ind i ovnen (nederst). Sæt bagepladen med boller ind i ovnen, så de hæver med damp. Tænd ikke for ovnen. Lad dem hæve i 30 minutter.
- Tag pladen med boller ud og tænd for ovnen på 210 grader (ikke varmluft).
- Pensel bollerne. Når ovnen er varm (efter cirka 15 minutter) kommes bagepladen i ovnen – i midten.
- Bages i 10-12 minutter. Hold øje med dem, der er forskel på ovne. Bank under bunden for at være sikker på, at de er færdige. De skal lyde hule.
- Spises lune med smør på.
Noter
Bamseboller
Vi spiste altid min mormors bamseboller med nutella eller puddersukker på, men de smager nu også skønt bare med smør på. Vi spiste dem ikke kun til fødselsdag, så derfor hedder de egentligt mormorboller i min familie.
Frysning af fødselsdagsboller
Bollerne kan sagtens fryses. Du kan enten tø dem op på køkkenbordet og blot lune dem, eller komme dem frosne ind i den varme ovn. Jeg varmer dem oftest direkte fra frost.
Hvis du vil bage fødselsdagsbollerne dagen før, så vil jeg anbefale at fryse dem. Som med det meste gærdej, så bliver de hurtigt tørre.



Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
29 Kommentarer
Hej.
Hvor lang tid giver du dem i ovnen når de er frosne ig ved hvor mange grader ?
Hej – cirka 180-200 grader i cirka 10 minutter. Men jeg mærker bare på dem :-)
Skal skålen med vand blive i ovnen, mens man bager?
Du skriver ikke, om vandfadet skal ud af ovnen under selve bagningen?
Ps. Der bliver 13 boller af 70 gram ud af dejen.
Det retter jeg lige. Jeg tager fadet ud :-)
Hvis der nu er flere plader med boller. Kan de så bages på samme tid?
Hej, det har jeg ikke forsøgt med denne opskrift :-)
Hvorfor må det ikke være varmluft?
Jeg bager aldrig med varmluft, da jeg synes det giver en ujævn afbagning :-)
Kan de koldhæves?
Det har jeg desværre ikke forsøgt mig med :-)
Wow…. De er blevet så gode, jeg tilførte en tsk vanillesukker også, og de dufter helt fantastisk og smager som en drøm
Hvor er det dejligt. Tak for tilbagemeldingen :-)
Ok jeg så lige dit svar og har taget skålen ud.
Jeg håber at bollerne blev gode :-)
hejsa kan man bruge tørgær
Hej, det har jeg desværre ikke forsøgt mig med :-)
Aldrig lavet så fine og lækre fødselsdagsboller før – TAK ❤️ håber aldrig du lukker din side ned, bruger så mange af dine opskrifter og er vild med dem alle
Det gør mig glad, tak! :-)
Dejlige klassiske og bløde fødselsdagsboller Man kan sagtens bruge tørgær – brug blot ca. 1/2 pakke.
Jeg bagte bollerne ved 180C forvarmet varmluft i 11 minutter – jeg synes nemlig, at varmluft netop giver en jævn afbagning. Hvis man bruger varmluft, så kan man sagtens sætte to bageplader i ovnen på en gang
Tusind tak skal du have for din kommentar :-)
Jeg har i går for 1. gang i mit 56 årige liv skulle bage fødselsdags boller til mit 2 årige barnebarn Lillies fødselsdag valgte din opskrift, men din opskrift på bollerne så så godt ud at jeg handlede ind til begge slags
-og jeg fik lavet en portion af begge dele, de fik meget ros, og ikke mindst spist alle sammen
Hilsen en glad farmor ♀️
Hvor er det dejligt at høre, tak! :-)
Hej Stinna! Dine fødselsdagsboller ser simpelthen så lækre ud. Vi skal bage en kæmpe portion til børnefødselsdag, men kan man sætte flere plader i ovnen på én gang for at lade dem hæve med det kogende vand i bunden af ovnen? Eller skal det ske en plade ad gangen? Jeg frygter en smule for, hvor længe processerne vil ende med at tage med fire portioner :-) Vh Julie
Hej! Tak :-) jeg har desværre ikke forsøgt med flere portioner. Men mon ikke det går?
Skal det ildfaste fad ud af ovnen før man bager dem? Du har skrevet tidligere at det er rettet. Men da jeg ikke kan se det er jeg i tvivl
Hej!
Fadet skal tages ud :-)
hej ved du hvor mange fibre der er i disse boller?
Hej,
Det ved jeg desværre ikke.