4,1K
Chokoladebrud med store stykker chokolade. De fleste kender måske det klassiske gulerodsbrud – men hvis du ikke har prøvet et svampet og blødt chokoladebrud, så kan jeg kun anbefale det.
Opskrift på chokoladebrud
Chokoladebrud er lavet på samme måde som gulerodsbrud. De består af en blød dej, hvor fyldes hakkes og vendes i dejen. Det giver en skøn bolle, som smager fantastisk med smør på.
Chokoladebrud
Antal: 8 stk.
Ingredienser
- 25 g gær
- 2,5 dl lunkent vand
- 50 g sukker
- 50 g smeltet smør skal være afkølet
- 1 stk. æg
- 1 tsk. groft salt
- 500 g hvedemel gerne med proteinindhold på 12-12,5%
Fyld
- 100 g grofthakket chokolade gerne 70-80%
- 2 stk. æg
Sådan gør du
Dej
- Opløs gær i lunkent vand. Jeg bruger min røremaskine.
- Tilsæt sukker og smeltet smør. Tilsæt nu æg, salt og hvedemel. Hvedemel skal i lidt ad gangen. Dejen skal være blød og klistret – endelig ikke tør, men heller ikke flydende.
- Ælt dejen i cirka 7-10 minutter på røremaskine. Sæt dejen et lunt sted og kom et fugtigt viskestykke over skålen. Lad dejen hæve 45 minutter.
Bagning
- Når dejen har hævet, vendes dejen ud på et bord med en smule hvedemel.
- Lav en fordybning i dejen i midten, hvori du kommer grofthakket chokolade og ægget i.
- Fold dejen op omkring fyldet, så det er lukket inde.
- Hak nu i dejen. Gerne med en dej-skærer eller en kniv. Hak og fold dejen, så fyldet fordeles og dejen bliver delt i små stykker.
- Del dejen i 8 stykker og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Du skal endelig ikke forme bollerne – det er meningen, at de består af små stykker. På den måde bliver de til brud og ikke almindelige chokoladeboller.
- Tænd ovnen på 225 grader.
- Lad bollerne hæve under et fugtigt viskestykke i 30 minutter, mens ovnen varmer.
- Bag chokoladebrudene midt i ovnen i 12-15 minutter. Hold øje med dem. De skal være gyldne og bløde.
- Spises lune med smør på. Velbekomme.
Du er også velkommen til at kigge forbi min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
8 Kommentarer
Der står at det skal to æg i til 8 stk., men nede i opskriften skriver du “ægget” – når jeg putter to i, så er den så flydende, at jeg ikke kan lave brud af den. Jeg måtte tilføje en del mere mel..
De 225 grader – er det almindelig ovn?
Hej, ja 225 grader almindelig ovn.
Jeg bruger 2 æg – hvordan endte de?
Man kan bestemt udvide fyldet med revet marcipan og hakket nødder.
Også varianten med bær/frugt og marcipan er vidunderlig
Det lyder skønt – det må jeg prøve :-)
Skal der et æg i hver brud? Synes din beskrivelse er lidt forvirrende ægget og æg? Skal der et æg i hver brud?
Hej, det får jeg lige rettet. Nej du skal kun komme æg i fordybningen :-)
Hej
Hvor længe kan de holde sig i tætlukkede poser og kan de fryses ned? :)
Hej, jeg fryser dem ned med det samme. Så er de bedst :-)