Biscotti

af Stinna

Biscotti er små italienske mandelkager, som er sprøde og fyldt med mandler. Biscotti er én af mine ynjdlingssmåkager – især når de er hjemmebagt efter min fars ven Michaels opskrift.

biscotti

Opskrift på biscotti

Denne opskrift er som sagt ikke en jeg har fundet på. Det er en opskrift min far bruger igen og igen – og han har fået den af sin ven Michael. Kagerne er sprøde, lækre og fyldt med mandler. Det lidt særlige ved biscotti er fremgangsmåden – hvilket også er i navnet, da navnet biscotti betyder at de er ‘dobbelt bagt’. De bages nemlig ad to omgange, men er ikke svære at lave.

Denne opskrift på biscotti er helt simpel. De er med mandler, vaniljesukker og en smule citronskal. Citronskallen giver en skøn smag til de søde småkager, men kan undlades hvis du ikke har citron derhjemme.

Biscotti med mandler

Forb. tid30 minutter
Tilb. tid30 minutter
Ret: Bagværk
Køkken: Vegetarisk
Antal: 60 stk.
Forfatter: Stinna
4.50 fra 2 stemmer

Ingredienser

  • 250 g hvedemel
  • 300 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 stk. hele æg
  • 1 stk. æggeblomme
  • 200 g hele mandler (ikke smuttede)
  • 2 stk. citroner, skallen (kan undlades)

Pensling

  • hvedemel
  • 2 stk. æggeblommer
  • 1 tsk. vand

Sådan gør du

  • Start med at tænde ovnen på 180 grader (over-og undervarme).
  • Mel, sukker, vaniljesukker og bagepulver blandes grundigt i en skål.
  • Æg og æggeblomme kommes i gravis og der æltes med fingrene, til dejen er let og lind – og nogenlunde slipper fingrene.
  • Tilsæt hele mandler og citronskal og ælt det ind i dejen.
  • Kom bagepapir på en bageplade.
  • Kom lidt vand på hænderne. Form dejen til cirka 4 aflange, flade pølser. Pølserne skal være cirka 3 cm tykke. De flader ud og hæver op, når de bages.
  • Placer dem på bagepapiret.
  • Drys rundhåndet med hvedemel og pensl grundigt med en blanding af æggeblomme og vand . Sørg for at det kommer godt ned ad siderne. Det bliver noget griseri – men det giver den bedste biscotti.
  • Først skal de bages midt i ovnen i cirka 20 minutter ved 180 grader, til de er gyldne. Tag dem ud af ovnen.
  • Skru ovnen ned på 150 grader.
  • Lad dem afkøle lidt. De skal være varme, men skal køle af så du kan røre ved dem (cirka 10 minutter). De skal være varme, for at de ikke bliver helt hårde. Skær dem i snitter med en meget skarp kniv og placer dem med lidt mellemrum på bagepladen.
  • Efter de er afkølet og skåret i snitter, skal de ind i ovnen igen. Bag dem ved 150 grader i cirka 10-12 minutter – helt afhængigt af, hvor tørre/hårde du ønsker dem. Det er vigtigt at der er afstand mellem snitterne, da de så kan blive helt tørre. Dette kaldes 'tørretiden' og er med til, at gøre dem sprøde og hårde.
  • Opbevares i en lufttæt beholder.

Tip til italienske småkager

  • I denne opskrift er der tilsat både vaniljesukker og citronskal. Begge dele kan undværes – men det giver en skøn smag.
  • Mandlerne behøver ikke at blive smuttet.
  • Det er meningen at dejen er klistret. Derfor er min fars tip også, at du med fordel kan have vand på hænderne når du skal forme dejen til de lange pølser – så klistrer de ikke og de bliver helt fine i overfladen.
  • Penslingen er vigtig – det er den del, der giver den lækre sprøde overflade.

Biscotti, eller cantucinni er den perfekte småkage til en god kop kaffe. Min far bager dem mange gange om året, da de er nemme at lave og ikke tager længe at lave.

Dobbelt bagetid

Biscotti skal bages ad 2 omgange. Første gang skal de bages ved 180 grader. Derefter tages de ud og køler lidt af, så man kan røre ved dem. De skæres i skiver og derefter skal de ind i ovnen igen ved 150 grader. Dette er for at de bliver helt hårde og sprøde.

biscotti

Du er også velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.

6 Kommentarer

Bente Brun 19. december 2022 - 09:01

De smager rigtig godt, men de er meget hårde, godt at dyppe i kaffe. Jeg kom appelsinskal i da jeg ikke havde citroner.

Reply
Stinna 22. december 2022 - 20:34

Ja de er ret hårde. Det lyder skønt med citroner :-)

Reply
Anne 6. april 2023 - 07:52

5 stars
De er mega gode de smager så rigtig og liiiige som de skal og er lækre sprøde! Er overrasket over, hvor nemme de er at bage – min total yndlings italienske småkage!
Jeg har bagt dem før til min store fest – alle var vilde med dem!!
Idag (til påskefrokost bordet) kunne heldigvis finde frem til DIN opskrift igen, da jeg kunne huske den på din lille intro historie og det med penslingen
Tusind tak fordi du deler den ultimativ bedste biscotti opskift
Mange hilsner Anne

Reply
Stinna 13. april 2023 - 08:46

Hvor dejligt, tusind tak! :-)

Reply
Helena 12. juli 2023 - 15:12

4 stars
Dette var min jomfrubagning af biscotti småkager og er meget godt tilfreds med smagen ! Dog synes jeg at de var for bløde, på trods af at jeg gav dem 12 min. i anden runde. Næste gang tror jeg 15 min. Er mere passende :)

Reply
Stinna 13. juli 2023 - 12:23

Dejligt at de smagte godt :-) ja der er desværre forskel på ovne. Jeg håber at de bliver helt sprøde næste gang :-)

Reply
4.50 from 2 votes

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.