Vietnamesisk karamelliseret blomkål er den lækreste asiatiske hverdagsret, som kan laves på ganske kort tid. Opskriften består af karamelliseret blomkål, som er lavet med den lækreste sauce og vendt i risnudler. Retten er toppet med frisk koriander og sød chilisauce.
Opskrift på vietnamesisk karamelliseret blomkål
Opskriften er inspireret af denne opskrift på vietnamesisk karamelliseret svinekød – også kaldet Thịt Kho Tiêu. Jeg har fået lov til at bruge opskriften og lave en vegetarisk version – så den får I her. Jeg har valgt at tilføje lidt ekstra ingredienser, da jeg i min vegetariske udgave ikke bruger fiskesauce. Så for at få en ekstra god smag, har jeg tilsat ingefær, citron og soyasauce.
Vietnamesisk karamelliseret blomkål
Ingredienser
Karamelliseret blomkål
- 1 stk. blomkål
- 2 spsk. olie
- 2 spsk. sukker
Sauce
- 3 spsk. soyasauce
- 1 dl vand
- 2 fed finthakket hvidløg
- 2 x 2 cm frisk ingefær, finthakket
- 1 spsk. citronsaft
- 1 tsk. peber
- smag til med salt
- 2 tsk. maizena rørt op i 1 dl koldt vand (jævning)
Servering
- 1 pakke risnudler
- sød chilisauce
- frisk koriander
Sådan gør du
Karamelliseret blomkål
- Start med at skære blomkål i mindre buketter.
- Kom 2 spsk. olie og 2 spsk. sukker i en gryde. Lad det smelte ved mellemhøj varme (du skal ikke røre i det). Det skal blive lysebrunt, så sukkeret karamelliserer. Hold godt øje – det kan hurtigt brænde på.
- Når karamellen er lidt brunt, fjernes gryden fra blusset.
- Tilsæt blomkål og vend det godt rundt i den varme karamel. Sæt gryden tilbage på blusset og steg blomkål i cirka 1 minut under omrøring.
Sauce
- Tilsæt de øvrige ingredienser til gryden og lad det simre cirka 15 minutter.
- Jævn saucen med maizena rørt op i vand. Tilsæt kun lidt ad gangen, til du opnår ønsket konsistens.
Servering
- Vend saucen sammen med kogte risnudler. Server med sød chilisauce og frisk koriander. Velbekomme!
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
4 Kommentarer
Det lyder virkelig lækkert! Jeg har en rest dampet/kogt blomkål – tror du det smatter ud, hvis det bliver tilberedt som i din opskrift??
Tak for mange lækre opskrifter, som jeg ofte bruger:)
Tak!
Jeg tror desværre det smatter ud. De skal gerne have lidt ‘bid’ :-)
Rigtig god opskrift! Jeg brugte smør i stedet for olie, og så også lidt brun farin. Det blev mega lækkert
Ej hvor dejligt! Tak for tilbagemeldingen :-)