Vegetarpizza med lækker tomatsauce, ost og grøntsager. Som vegetar har jeg spist utallige vegetariske pizzaer og her får I én af mine favoritter med peberfrugt, artiskokker og rødløg.
Opskrift på vegetarpizza
Vegetarisk pizza med grøntsager smager helt forrygende, hvis der er lækkert fyld på. Til mine pizzaer bruger jeg altid denne nemme pizzabund og den bedste pizzasauce. Pizzasaucen er fyldt med smag og jeg vil altid anbefale at lave din egen sauce til pizzaen, hvis du har tiden til det.
Denne vegetariske pizza er toppet med rødløg, rød peberfrugt, artiskokker (grillede fra glas) og rucola. Det er en virkelig god kombination, som passer perfekt sammen med mozzarellaost (jeg bruger helst den man køber som en kugle).
Vegetarpizza med peberfrugt, artiskokker og rødløg
Ingredienser
- 1 portion pizzasauce
- 1 portion pizzadej
- 2 kugler mozzarellaost
- 2 stk. røde peberfrugter
- 2 stk. rødløg
- grillede artiskokker på glas
- 1 håndfuld rucolasalat
Sådan gør du
Pizzadej og pizzasauce
- Start med at klargøre pizzadejen og pizzasaucen.
Vegetarpizza
- Tænd ovnen på højeste varme. Hvis du har et bagestål, kan dette med fordel sættes ind i ovnen. Ellers lader du blot en bageplade blive inde i ovnen, mens den varmer op.
- Skær mozzarellaost i skiver eller tern.
- Skær peberfrugt og rødløg i tynde skiver. Skær artiskokkernestykkerne i halve.
- Kom en smule mel på fingrene. Tag halvdelen af dejen op og stræk i den, så den bliver større. Sørg for at lade kanterne være lidt tykkere end resten af pizzaen. Placer den på en bageplade beklædt med bagepapir. Stræk gerne mere i dejen – brug fingrene til at presse den større – men igen, lad kanterne være.
- Smør pizzabunden med tomatsauce og drys med ost. Tilføj rødløg og peberfrugt.
- Når pizzaen er klar, skrues ovnen over på alm. ovn (over- og undervarme). Åben ovnen og træk bagepapiret over på den varme bageplade. Dette kan godt kræve en hjælpende hånd.
- Bag pizzaen til kanten er gylden og fyldet er færdigt. Fortsæt med den næste pizza.
- Server din pizza med frisk rucula på. Velbekomme.
Pizza med grøntsager
Pizza med grøntsager er en fantastisk lækker vegetarpizza. Det vigtigste ved pizzaen er at have en god pizzadej og en smagfuld tomatsauce, som danner grundlaget for din pizza. Bunden er lavet ud fra opskriften på min nemme pizzadej, som rækker til 2 stk. pizzaer. Det er en pizzadej som kun skal hæve en time og som bliver dejligt sprød.
Du kan selvfølgelig bruge lige de grøntsager du ønsker, men jeg er særligt glad for denne sammensætning. Særligt artiskokkerne giver en skøn smag til din pizza.
Fordi at denne pizza er lavet uden kød, er det især vigtigt at toppe med en slags fyld, som indeholder en masse smag. Du kan derfor også prøve at tilsætte soltørrede tomater og frisk basilikum, hvis du ønsker endnu mere smag til din pizza.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.