Vegetarisk taco tærte eller mexicansk tærte. Denne vegetariske tærte er inspireret af det mexicanske køkken og er med spidskommen, stegte grøntsager, cheddarost og knuste tortillachips. Den smager virkelig godt og er en skøn og anderledes tærte.
Opskrift på vegetarisk taco tærte
Opskriften herunder er inspireret af det mexicanske køkken. Derfor er tærten lavet med stegte grøntsager, som er krydret med spidskommen, koriander og oregano. Grøntsagerne er toppet med revet cheddarost og drysset med knuste tortillachips. For at gøre tærten ekstra nem at lave, har jeg i denne opskrift brugt en færdig tærtedej. Men du kan naturligvis sagtens lave din egen, hvis tiden er til det.
Vegetarisk taco tærte
Ingredienser
- 1 stk. færdig tærtebund
Stegte grøntsager
- 2 spsk. olie til stegning
- 1 stk. rødløg, finthakket
- 3 stk. forårsløg, snittet fint
- 1 stk. snackpeber, skåret i små tern
- 8 stk. cherrytomater, skåret i kvarte
- 1 tsk. oregano
- 1 tsk. spidskommen
- 1/2 tsk. koriander
- 1 drys salt
Æggemasse
- 3 stk. æg
- 200 g hytteost
- 1 drys salt
Topping
- 100 g revet cheddarost
- 1 håndfuld tortillachips med salt
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
- Kom olie i en gryde.
- Tilsæt grøntsagerne og krydderierne. Lad det stege i cirka 5 minutter under omrøring.
- Derefter laves æggemassen. Kom ingredienserne i en skål og rør det godt sammen.
- Kom tærtebunden i et tærtefad.
- Fordel æggemassen og fordel de stegte grøntsager oven på.
- Tryk grøntsagerne en smule ned i æggemassen.
- Fordel revet ost og knuste tortillachips oven på.
- Bages midt i ovnen i cirka 40-45 minutter. Hold godt øje med den, der er stor forskel på ovne. Din tærte er færdig, når æggemassen er stivnet. Hvis osten og kanten bliver for mørk, kan du komme et stykke stanniol over.
- Spises mens den er varm. Velbekomme.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.