Vegetarisk shawarma er stegte grøntsager, som er marineret i en skøn krydret marinade. De stegte grøntsager serveres i hjemmelavede fladbrød med hvidløgsdressing, syltede rødløg og salat.
Vegetarisk shawarma med stegte grøntsager
Vegetarisk shawarma er måske ikke det perfekte navn til denne ret, men dette er dét tætteste, jeg kan komme i tanke om som vegetarisk shawarma. Måske det også kaldes for vegetarisk döner? Selvom ordet shawarma henviser til en tilberedningsmetode, så minder denne opskrift om de ruller, som kan købes med lækkert fyld i.
I denne opskrift har jeg skiftet kød ud med grøntsager, som marineres i en krydret marinade og steges på en pande. Grøntsagerne fyldes i hjemmelavet fladbrød og fyldes med dressing, syltede rødløg og friske grøntsager. Fyldet toppes med frisk mynte, som virkelig giver den skønneste smag til de varme krydderier.
Vegetarisk shawarma
Ingredienser
Marinade
- 1 spsk. soyasauce
- 1 tsk. tomatpuré
- 3 spsk. olie
- 2 fed hvidløg, presset
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. spidskommen
- 1 tsk. koriander, stødt
- 1/2 tsk. revet muskatnød
- 1/2-1 tsk. chili, flager
- 1 tsk. brun farin
- 1 tsk. allehånde
- 1 tsk. oregano
Stegte grøntsager
- 1 stk. aubergine
- 1 stk. squash
- 1 stk. rødløg
Dilddressing
- 3 dl græsk yoghurt
- 1 håndfuld frisk dild, finthakket
- 1 fed hvidløg, finthakket
- salt og peber
Tilbehør: hjemmelavede fladbrød og syltede rødløg
- frisk mynte
- 1 stk. agurk
- 2 håndfulde feldsalat
- 200 g cherrytomater
Sådan gør du
Marinade
- Start med at røre alle ingredienser til marinaden sammen i en skål.
Stegte grøntsager
- Skær aubergine og squash i aflange strimler (lidt ala pommes frites). Skær rødløg i både. Kom grøntsagerne i en skål og hæld marinaden over. Fordel marinaden med hænderne. Sæt skålen i køleskabet i 20 minutter.
- Kom en smule olie på en pande.
- Steg grøntsagerne til de er møre og har fået farve.
Dilddressing
- I en skål røres græsk yoghurt, finthakket dild og finthakket hvidløg sammen. Smag til med salt og peber
Servering
- Skær agurk i skiver og tomater i halve.
- Smør et fladbrød med dressing og tilføj stegte grøntsager, de friske grøntsager, syltede rødløg og frisk mynte. Velbekomme.
Fyldte fladbrød
Til denne opskrift kan du sagtens bruge købte fladbrød, men de hjemmelavede fladbrød er bedst. Del dejen i 8 lige store dele – så er der bløde og smidige fladbrød til din shawarma.
Denne opskrift på vegetarisk shawarma minder en smule om min græske udgave – nemlig vegetarisk græsk gyros med græske fladbrød, tzatziki og stegte svampe.
Du er også meget velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
2 Kommentarer
Rigtig god opskrift.
Vi er ikke så glade for auberginer, så vi brugte udelukkende kartofler, som vi lavede i ovnen med marinaden på.
Mange tak. Det lyder skønt med kartoflerne.