Vegetarisk coq au vin er en udgave af den franske klassisker, hvor kødet er undladt. Men alligevel er denne coq au vin fyldt med smag og er den perfekte ret til en kold aften.
Opskrift på vegetarisk coq au vin
Men hvordan laver man så en vegetarisk udgave af en ret med kylling og bacon? Den opgave har jeg sat min kæreste på. Det er nemlig ham der har udviklet denne velsmagende opskrift, som jeg er blevet helt vild med.
Bacon er skiftet ud med røget paprika, som der er vigtigt at bruge i denne opskrift. Kylling er skiftet ud med stegt halloumi, som giver en skøn konsistens til retten og bidrager med lidt fedme og ekstra mæthed. Rødvin er helt essentiel at bruge i retten. Jeg vil derfor ikke anbefale, at du laver en udgave uden rødvin.
Vegetarisk coq au vin
Ingredienser
- 20 g smør – til stegning
- 200 g løg
- 400 g gulerødder
- 350 knoldselleri, skrællet
- 3 spsk. hvedemel
- 5 stk. laurbærblade
- 1 flaske rødvin vi brugte Hercula monastrell castano
- 1 håndfuld frisk timian, finthakket
- 1/2 L vand (eller mere)
- salt og peber.
- 1 spsk. soyasauce
- 0,5-2 tsk. røget paprika (det er vigtigt at smage til undervejs!
- 40 g smør
Stegt halloumi
- 400 g halloumi
- 2 spsk. olivenolie
Servering
- kartoffelmos eller kartofler til 4 personer
- frisk timian
- flutes
Sådan gør du
Vegetarisk coq au vin
- Start med at hakke løg en smule groft. Skær gulerødder og knoldselleri i mindre tern.
- Kom olie i en gryde. Tilsæt løg, gulerødder og knoldselleri. Steg grøntsagerne i cirka 10 minutter under omrøring.
- Tilsæt derefter 3 spsk. hvedemel og svits det sammen med hvedemel i cirka 1 minut, mens du rører godt rundt i gryden.
- Tilsæt derefter rødvin, laurbærblade, finthakket timian, vand, salt, peber og soyasauce.
- Lad nu gryderetten simre – minimum en time og gerne længere. Gryderetten får en dybere smag, hvis den får lov til at simre længe. Hvis gryderetten kommer til at mangle væske, tilføjer du blot mere vand.
- Tilføj til sidst røget paprika (smag til undervejs! Der er forskel på styrken) og en klat smør. Lad det simre et par minutter.
Stegt halloumi
- Når der er cirka 10 minutter tilbage, er det tid til at lave stegt halloumi.
- Skær halloumi i mindre tern og steg det på en stege pande med olivenolie. Lad det blive gyldent på siderne.
- Tilføj halloumi til gryderetten og vend det sammen.
Servering
- Server den vegetariske coq au vin med kartoffelmos eller ovnbagte kartofler og frisk timian. Velbekomme!
Tilbehør til coq au vin
Du kan naturligvis servere lige det tilbehør du ønsker. Herhjemme spiser vi den vegetariske gryderet med ovnbagte kartofler. Men oftest ville jeg vælge at servere en gryderet med kartoffelmos – eller måske ris. Der er derfor ikke angivet mængde på tilbehøret, da det kommer helt an på, hvilket tilbehør du vælger.
Elsker du også gryderetter? Så find mine vegetariske gryderetter her.
Du er også meget velkommen til at kigge forbi min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.