Vegetarisk blinis med guacamole, syltede rødløg og soyaristede mandler. En virkelig skøn vegetarisk forret – eller måske et bud på en del af en vegetarisk tapas.
Vegetarisk blinis
Denne opskrift er lavet med blinis lavet af hvedemel. De er toppet med en skøn guacamole og syltede rødløg. For at give lidt knas, har jeg drysset med soyaristede mandler på toppen. Herhjemme blev de lynhurtigt spist som en lille snack.
Vegetarisk blinis med guacamole og syltede rødløg
Ingredienser
Blinis
- 1 stk. æg
- 1 dl mælk (jeg bruger sødmælk)
- 1 dl creme fraiche (gerne en med høj fedt %)
- 120 g hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 1/2 tsk. groft salt
- 1 drys peber
- olie til stegning
Guacamole
- 2 stk. avocado
- 2 spsk. creme fraiche (gerne 18 %)
- salt og peber
Topping: Syltede rødløg, soyamandler og frisk spinat
Sådan gør du
Blinis
- Pisk æg, mælk og creme fraiche sammen i en skål. Jeg brugte en elpisker.
- Tilsæt mel, bagepulver, salt og peber. Pisk det sammen. Det skal have en tyk konsistens pandekage-konsistens.
- Kom en smule olie på en pande. Kom dejen på en stegepande med en ske. Hver blinis er cirka én stor spiseske-fuld. Lad dem stege på begge sider, til de er gyldne.
Guacamole
- I en skål moses avocado, creme fraiche, salt og peber sammen. Smag til med salt.
Servering
- Vegetarisk blinis serveres med frisk spinat, en klat guacamole, lidt syltede rødløg og grofthakkede soyamandler.
- Velbekomme.
Opskrift på blinis
I denne opskrift er blinis lavet af ren hvedemel. Du kan erstatte en lille smule af det, for at få en lidt grovere version. Blinis kan også laves af boghvedemel – men da jeg gætter på at de fleste har hvedemel i skabet, har jeg lavet denne variant.
Blinis til nytår
De vegetariske blinis vil fungere virkelig godt som forret til nytår – eller måske som en del af vegetarisk tapas.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
1 Kommentar
[…] tilbehør til salat, i sandwiches, på en rugbrødsmad osv. Prøv at tilsætte de syltede løg til vegetarisk blinis med guacamole og rødløg og Gulerodssalat med tahindressing og […]