Røget kikærtegryde er en vegetarisk gryderet med paprika, selleri og gulerødder. Kikærtegryden er perfekt til kolde dage og serveres allerhelst med grøntsagsmos eller kartoffelmos til.
Røget gryderet
I denne opskrift har jeg tilsat røget paprika, for at få en let røget smag til retten. Det giver dybde og en anderledes smag, som er virkelig skøn. Men hvis du ikke bryder dig om den røgede smag, kan denne ingrediens sagtens undlades.
Prøv også at tilsætte en smule fløde til retten – det smager også fantastisk.
Røget kikærtegryde
Ingredienser
- 25 g smør
- 1 stk. rødløg, i tern
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 1 stk. porre, fintskåret
- 3 stk. gulerødder, skåret i skiver
- 2 stængler bladselleri, skåret i skiver
- 1 dåse hakkede tomater
- 5 dl vand, koldt
- 1 tsk. balsamico, mørk
- 3 tsk. paprika
- 1 tsk. røget paprika
- 2 stk. laurbærblade
- 2 dåser kikærter, skyllede
- salt
Servering
- grøntsagsmos eller kartoffelmos til 4 personer
- bredbladet persille
- creme fraiche
Sådan gør du
- Start med at hakke og skære alle grøntsagerne.
- Kom smør på en pande. Tilsæt alle grøntsagerne (inklusiv hvidløg) og lad dem stege et par minutter under omrøring. De skal ikke brunes.
- Tilsæt derefter dåsen med hakkede tomater, vand, balsamico og krydderier.
- Tilsæt de skyllede kikærter. Lad derefter retten simre, til grøntsagerne er møre.
- Smag retten til med salt.
- Server kikærtegryden med grøntsagsmos, hakket bredbladet persille og creme fraiche. Velbekomme!
Vegetariske gryderetter
Elsker du også en tung og smagfuld gryderet? Så prøv min mest populære opskrift på gryderet – Vegetarisk paprikagryde – vegetarisk gryderet. Herhjemme elsker vi gryderetter. Især de tunge udgaver, med en smagfuld sauce. Det er nemlig slet ikke så svært at lave en vegetarisk udgave af gryderetter, hvis man blot bruger skønne ingredienser.