1,8K
Pizzadej med bønner – lyder det lidt skørt? Ikke desto mindre smager det virkelig godt og er en genial måde, at få spist ekstra bælgfrugter og bønner på.
Opskrift på pizzadej med bønner
Pizza med bønner er en virkelig simpel opskrift, hvor vandet til dejen blendes sammen med kogte bønner. Derefter laves pizzadejen som normal vis. Det giver en sprød og lækker pizzabund – men forvent ikke kæmpe store luftbobler i denne pizzadej. Herhjemme blev pizzaen med bønner godkendt af store og små.
Opskriften er den samme som min virkelig gode pizzabund, hvor der blot er tilsat bønner til dejen.
Pizzadej med bønner
Antal: 2 stk.
Ingredienser
- 3 dl koldt vand
- 240 g kogte hvide bønner
- 1/4 pakke gær (cirka 12-15g)
- 3 spsk. olivenolie
- 1 tsk. groft salt
- 400 g hvedemel Der er forskel på mel, så prøv dig gerne frem – brug gerne manitobamel
Sådan gør du
- Start med at blende vand og kogte bønner sammen. Det skal blendes helt fint.
- Opløs derefter gær i vandet. Jeg brugte min røremaskine til denne opskrift.
- Tilsæt olie og salt. Rør det godt rundt.
- Tilsæt nu mel og lad dejen køre på røremaskine i cirka 10 minutter, til den er ensartet og glat. Allerhelst til dejen slipper skålens kanter. Dejen må ikke være tør, men skal heller ikke være for klistret – så må du tilsætte lidt mere mel.
- Kom et klæde over dejen og lad den hæve 1 time et lunt sted. Når dejen har hævet halvdelen af tiden, tændes ovnen på 275 (eller 250) grader varmluft. Placer en bageplade i midten.
- Når dejen er hævet til cirka dobbeltstørrelse, er den klar til at bage med.
- Kom en smule mel på fingrene. Tag halvdelen af dejen op og stræk i den, så den bliver større. Sørg for at lade kanterne være lidt tykkere end resten af pizzaen. Placer den på en bageplade beklædt med bagepapir. Stræk gerne mere i dejen – brug fingrene til at presse den større – men igen, lad kanterne være.
- Kom dit yndlingsfyld på pizzaen.
- Når pizzaen er klar, skrues ovnen over på alm. ovn (over- og undervarme). Åben ovnen og træk bagepapiret over på den varme bageplade. Dette kan godt kræve en hjælpende hånd.
- Bag pizzaen til kanten er gylden og fyldet er færdigt.
1 Kommentar
[…] Elsker du også at afprøve nye slags pizzabunde? Så prøv også blomkålspizza – små sunde pizzaer med blomkål eller pizzadej med bønner. […]