Indisk linsecurry med kartofler, kokosmælk og belugalinser. Skønt krydret vegetarisk gryderet fyldt med smag og lækre ingredienser. Server denne linsegryde med ris, friske koriander og creme fraiche.
Opskrift på indisk linsecurry
Denne opskrift på linsecurry kan også kaldes en vegetarisk kartoffelcurry eller indisk curry med linser og kartofler. Jeg elsker indisk mad og laver derfor virkelig ofte indiske gryderetter. Ofte laver jeg indisk dahl, men min kæreste er ikke så vild med de røde linser – så der er denne linse masala genial, da den er lavet med beluga linser. Beluga linser har en fastere konsistens og koger ikke ud til grød, på samme måde som røde linser gør det.
Prøv også at lave naanbrød med hvidløg til – det er slet ikke så svært, som man skulle tro.
Indisk linsecurry
Ingredienser
- 4 stk. løg
- 4 fed hvidløg
- 2 x 2 cm frisk ingefær
- olie til stegning
- 4 tsk. spidskommen
- 4 tsk. koriander, tørret
- 2 tsk. kanel
- 2 tsk. gurkemeje
- 2 dåse hakkede tomater
- 2 dåse kokosmælk
- 4 dl vand
- 10 stk. kartofler
- 2 dåser belugalinser (cirka 480 g kogte belugalinser)
- 2 tsk. soyasauce
- salt
Tilbehør
- brune ris
- creme fraiche
- naanbrød
- frisk koriander
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg fint. Riv ingefær fint. Kom olie på en pande og steg det heri under omrøring.
- Tilsæt krydderier, dåsen med hakkede tomater, kokosmælk og vand.
- Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Tilsæt til saucen.
- Skyl belugalinser grundigt og tilsæt til saucen. Lad det simre til kartoflerne er møre.
- Smag til med soyasauce og salt.
- Serveres med brune ris, naanbrød, creme fraiche og friske koriander. Velbekomme.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
6 Kommentarer
Hej Stinna
Er det en eller to dåser hakkede tomater man skal bruge? I opskriften står der to, men i beskrivelsen lyder det kun til at være en enkelt dåse man skal bruge. På forhånd, tak :)
Det kan jeg da godt se – det får jeg lige rettet :-) det er 2 dåser.
Perfekt, tak for svar.
Og det er også 2 dåser kokosmælk? :)
Hej, ja det er det :-) mindre kan dog også gøre det.
Den smagte fantastisk og var nemt at lave..
Dog undlod jeg de 4 dl vand, for ellers var den blevet meget tynd og puttede en ekstra 1 dl linser i.
Hvor dejligt! Men underligt med konsistensen, det har jeg ikke oplevet før :-)