2,7K
Hokkaidogryde er en indiskinspireret gryderet med kikærter, hokkaidogræskar, peberfrugt og skønne krydderier. Hokkaidogryden er vegetarisk og er fyldt med smag.
Opskrift på gryderet med hokkaidogræskar
I denne vegetariske gryderet har hokkaidogræskar fået selskab af de skønneste krydderier, som leder tankerne hen på indisk mad. Derfor serveres denne gryderet med hjemmebagte naanbrød og gerne ris til.
Hokkaidogryde
Antal: 4 portioner
Ingredienser
- 1 stk. løg
- 4 fed hvidløg
- olie til stegning
- 3 stk. store kartofler
- 1 stk. hokkaidogræskar (lille)
- 1 stk. rød peberfrugt
- 2 tsk. tørret koriander
- 2 tsk. spidskommen
- 1/2 tsk. kanel
- 2 tsk. gurkemeje
- 1 flaske passata (cirka 700g – svarer til cirka 2 dåser hakkede tomater)
- 1/2 L vand
- 1 dåse kokosmælk (stor)
- 1 dåse kikærter (cirka 240 g kogte kikærter)
- salt
- citronsaft
Servering
- naanbrød
- ris til 4 personer
- frisk koriander
Sådan gør du
Hokkaidogryde
- Hak løg og hvidløg fint.
- Skræl kartoflerne og græskar. Skær begge i store tern. Skær peberfrugt i tern.
- Kom olie i en gryde. Tilsæt løg og hvidløg. Lad det stege lidt under omrøring.
- Tilsæt nu kartofler, græskar, peberfrugt og krydderierne. Lad det stege et minut under omrøring.
- Tilsæt passata, vand, kokosmælk og kikærter.
- Lad retten simre, til kartofler og græskar er møre.
- Smag til med salt og citronsaft.
- Server hokkaidogryden med naanbrød, ris og friske koriander. Velbekomme!
Vegetarmad med græskar
Leder du efter andre opskrifter med græskar? Så kan jeg også anbefale dig at prøve Græskargryde med karry eller Grønkålspasta med græskar og fløde.