Grøntsagssuppe med bagte grøntsager, krydderurter og kokosmælk. Virkelig skøn opskrift på vegetarisk suppe med grøntsager. Serveres med ristede kikærter og hvidløgssnurrer.

Suppe med grøntsager
Grøntsagssuppe er en skøn måde at spise ekstra grøntsager på. I denne grøntsagssuppe er grøntsagerne først bagt i ovnen, hvorefter de blendes med kokosmælk og grøntsagsbouillon. Du kan også bruge andre grøntsager – fx gul peberfrugt, blomkål og kartofler. Kokosmælk kan sagtens erstattes med piskefløde, hvis du ikke er vild med kokosmælk. Server grøntsagssuppen med hjemmebagte boller og kikærter ristet i soyasauce.
Grøntsagssuppe
Ingredienser
- 400 g sød kartoffel
- 2 stk. røde peberfrugter
- 2 stk. gulerødder cirka 250g
- 2 stk. løg
- 3 fed hvidløg
- 4 spsk. olivenolie
- 1 spsk. tørret timian
- 1 håndfuld frisk timian
Efter bagning
- 1 tsk. lys eddike eller æblecidereddike
- 3 dl grøntsagsbouillon
- salt og peber
- 200 ml kokosmælk
- 1 dåse kikærter
- 3 spsk. soyasauce
Sådan gør du
Bagte grøntsager
- Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn).
- Først skal grøntsagerne bages. Skræl de søde kartofler og skær dem i mindre tern – cirka 1,5 x 1,5 cm. Kom det i et ildfast fad.
- Skær peberfrugter, gulerødder, løg og hvidløg i mindre tern og tilsæt til fadet. Tilsæt olie og timian. Bag grøntsagerne i ovnen i cirka 35-45 minutter til de er møre. Vend gerne i dem undervejs.
Stegte kikærter
- Hæld vandet fra kikærterne og rist dem på en pande med lidt olie. Tilsæt soyasauce og lad kikærterne stege, til de er gyldne.
Efter bagning
- Kom grøntsagerne i en blender og tilsæt grøntsagsbouillon, salt, peber og lys eddike. Blend suppen til grøntsagerne er helt fintblendede. Tilsæt kokosmælk og blend igen.
Servering
- Server suppen med ristede kikærter og brød til. Velbekomme.
Suppe med grøntsager
Hvis du leder efter opskrifter på vegetarisk suppe, så vil jeg gerne anbefale min nemme tomatsuppe med suppenudler, eller denne lækre linsesuppe med kokosmælk.

Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
4 Kommentarer
Den her suppe er mega nem, vegansk og smager fantastisk! Tusind tak for dejlig mad. Jeg gav den lige en smule chili også
Hvor er det dejligt at høre, tusind tak!
Jeg synes ikke at suppen smager af så meget, som jeg kunne ønske.
Nem at lave
Øv, det er jeg da ked af at høre. Håber du vil forsøge igen med flere krydderier.