Kom kokosmælk, chiafrø og havregryn i en skål. Rør det grundigt sammen. Lad blandingen stå på køl i mindst et par timer, så chiafrøene kan suge væsken til sig.
Rør gerne i blandingen efter cirka 10-15 minutter. Det hjælper med at fordele chiafrøene og giver en mere ensartet konsistens.
Når chiafrøene har opsuget væsken, røres vaniljeskyr og neutral kefir i blandingen. Rør det hele godt sammen, til du får en cremet chiagrød.
Hvis du synes, grøden er for tyk, kan du tilsætte lidt ekstra kefir, indtil konsistensen passer til din smag.
Fordel chiagrøden i skåle eller glas, og top med friske bær lige inden servering. Jordbær, blåbær, hindbær og brombær passer alle godt til den cremede grød.
Du kan også forberede grøden i portionsglas, så morgenmaden er lige til at tage ud af køleskabet.