Go Back
Græskarboller
Udskriv

Græskarboller

Ret Bagværk
Køkken Vegetarisk
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 13 minutter
Hævetid 1 time 20 minutter
Antal 11 stk.
Forfatter Stinna

Ingredienser

  • 150 g græskar
  • 1,5 dl sødmælk
  • 75 g smør
  • 25 g gær
  • 60 g sukker
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 1 stk. æg
  • 1/2 tsk. salt
  • 500-550 g hvedemel

Pensling

  • 1 dl vand
  • 3 spsk. sukker
  • eller 1 stk. æg

Sådan gør du

  • Start med at skrælle græskar. Skær det i tern og kog det i en gryde, til det er helt mørt. Lad det køle af.
  • Smelt smør i en gryde. Tilsæt sødmælk. Når det er lunkent, blandes det med gær i en skål. Jeg bruger min røremaskine.
  • Tilsæt sukker, gurkemeje, æg og salt. Rør det rundt.
  • Tilsæt nu hvedemel og ælt det hurtigt sammen.
  • Mos græskar, så det er helt fint i konsistensen. Tilsæt det til dejen. Ælt dejen i 6-8 minutter, til den har samlet sig og er smidig. Den må endelig ikke være tør.
  • Lad dejen hæve i 1 time ved stuetemperatur. Husk at komme et fugtigt klæde over skålen.
  • Kom lidt hvedemel på køkkenbordet. Hæld dejen ud på bordet og del dejen i 11 stykker - cirka 70 g stykket. Tril bollerne til kugler (stram dem gerne op).
  • Alt efter hvilken metode du nu vil bruge, kommer der forskellige fremgangsmåder.
  • Tænd ovnen på 220 grader (over-og undervarme).

Græskarboller efter klippemetoden

  • Kom en smule mel på dine håndflader og tryk bollerne flade. Dyp spidsen af saksen i olie og klip nu hver bolle i kanten, så det kommer til at ligne et græskar. Dyp gerne saksen undervejs. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem hæve i 30 minutter. Pensl bollerne med sammenpisket æg, inden de bages.

Græskarboller med snor

  • Hvis du i stedet vil bruge snor til græskarbollerne, skal bollerne først hæve i 20 minutter med et fugtigt klæde over. Kom gerne et stykke plast under, så holder bollerne bedre på fugten.
  • Du kan nu enten drysse bollerne godt med hvedemel, så de har en tør overflade. Påsæt snoren, så bollerne ligner et græskar. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Ellers kan du væde snoren i olie og sætte snoren på beskrevet oven for. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bollerne skal ikke pensles før bagning.
  • Bollerne bages i 12-13 minutter i den forvarmede ovn. De skal være gyldne. Hvis du har brugt metoden med snor, kan du med fordel varme 1 dl vand og 3 spsk. sukker i en gryde. Sæt det til side.
  • Når bollerne er færdige, køler de en smule af inden snoren fjernes. Sørg for at klippe snoren mange steder, så er den nemmere at fjerne. Pensl bollerne med sukkerlagen.
  • Velbekomme.