Romesco sauce – dip med bagte peberfrugter, mandler og hvidløg

af Stinna

Romesco sauce - dip med bagte peberfrugter, mandler og hvidløg

Romesco sauce – dip med bagte peberfrugter, mandler og hvidløg. En af mine absolut yndlings-dips. Den passer til det meste, men herhjemme spiser vi den ofte i sandwicher eller som tilbehør til grøntsager.

Dip med bagte peberfrugter

I næste uge er min sommerferie slut og min hverdag står igen på lange dage på uni, hvor jeg hver dag har madpakker med. Jeg har på det sidste fået mange spørgsmål om, om jeg ikke vil dele nogle indlæg med jer omkring madpakker – og det kan I tro at jeg vil. Madpakker behøver på ingen måde at være kedelige og derfor prøver jeg altid at have et eller andet lidt lækkert med. Selvfølgelig har jeg også dage, hvor jeg har verdens kedeligste madpakke med, men ofte forsøger jeg at lave den lidt spændende. Et bud på at gøre en madpakke lidt ekstra lækker, er ved at lave sin egen dip til grøntsager eller som spread til rugbrød.

Denne romesco sauce har jeg faktisk delt med jer én gang tidligere, hvor jeg lavede glutenfri bagels med min søde kusine og søde moster. Den blev virkelig god og jeg synes den fortjener sig eget indlæg, så opskriften får I her.

Romesco sauce - dip med bagte peberfrugter, mandler og hvidløg

Herhjemme spises sådan et glas her virkelig hurtigt. Vi spiser det som dip til grøntsagerne, som dressing til salaten, som spread i panini og rugbrødsmadder. Den er nem at lave og får en virkelig skøn smag af de bagte grøntsager og ristede mandler.

Opskrift på romesco sauce

Herunder kommer opskriften på den lækre sauce/dip. Det eneste der lige tager lidt tid, er at bage peberfrugterne i ovnen. Men det er slet ikke så besværligt som det måske kan lyde.

Romesco sauce - dip med bagte peberfrugter, mandler og hvidløg

Forb. tid10 min
Tilb. tid20 min
Samlet tid30 min
Ret: Tilbehør
Køkken: Vegetarisk
Forfatter: Stinna - www.stinna.dk

Ingredienser

  • 4 røde peberfrugter
  • 3 fed hvidløg
  • 1/2 rød chili
  • 100 g mandler
  • 1-2 spsk. citronsaft
  • lidt olivenolie
  • lidt salt

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på grillfunktion. Hvis din ovn ikke kan det, så bare over – og undervarme ved 200 grader.
  • Kom hele peberfrugter, hvidløg og chili i ovnen og bag det, til det er mørkt udenpå (gerne lidt sort, da skrællen alligevel skal af). Det skal muligvis lige vendes lidt undervejs.
  • Imens ristes mandlerne på en tør pande, til de er gyldne.
  • Når peberfrugt, hvidløg og chili er færdige, skal skrællen fjernes. Dette kan gøres med en gaffel. Pil også hvidløget.
  • Kom peberfrugt, hvidløg, chili, mandler, citronsaft, olivenolie og salt i en blender/minihakker og blend indtil det har fået en ensartet konsistens - jeg laver sommetider min lidt grovere i konsistensen, det er også lækkert.
  • Smag til med salt.
  • Bruges som smørelse i sandwich.
  • Opbevares i køleskabet.
  • Velbekomme!

Romesco sauce - dip med bagte peberfrugter, mandler og hvidløg

Print Friendly, PDF & Email
5 Kommentarer

5 Kommentarer

Dorte 27. november 2018 - 08:17

Kan man erstatte mandler med noget andet ? Tåler ingen form form for nødder

Reply
Stinna 29. november 2018 - 14:43

Hej Dorte. Tåler du kerner? Måske solsikkekerner kan bruges. Men har ikke selv forsøgt :)

Reply
Malene 13. juli 2019 - 11:25

Hvor længe kan den holde sig i køleskabet? Jeg har nemlig en del røde peberfrugter jeg skal have brugt.

Reply
Stinna 14. juli 2019 - 09:53

Hej Malene. Jeg vil gætte på en uges tid i køleskabet :-)

Reply
Malene 14. juli 2019 - 17:01

Tak, den skal jeg helt sikkert prøve.

Reply

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Accepter Læs mere

Privacy & Cookies Policy