Dadel karameller er de lækreste karameller, lavet primært af dadler. De er søde, smagfulde og perfekte til den søde tand.

Opskrift på dadel karameller
Jeg elsker at lave søde sager med dadler. Disse karameller er lavet af dadler og var så populære herhjemme, at jeg måtte gemme dem for familien. De er ikke seje som almindelige flødekarameller, men de smager helt fantastisk og er perfekte til dig, der undgår hvidt sukker.
Udover dadler er disse karameller lavet med vanilje, kokosolie, en smule tahin og lidt piskefløde. De er overtrukket med mørk chokolade. Jeg synes de er allerbedst, hvis de serveres iskolde direkte fra fryseren.
De lækre dadelkarameller er lavet i en foodprocessor. Du kan sikkert også sagtens lave dem i en minihakker, bare den kan hakke dadler helt fint. For at gøre dadlerne ekstra bløde, har jeg lagt dem i blød inden de blev blendet med de øvrige ingredienser.
Dadel karamel
Ingredienser
- 400 g dadler, uden sten
- 1 spsk. tahin eller peanutbutter
- 4 spsk. kokosolie
- 1 stk. vaniljestang (korn herfra)
- 5 spsk. piskefløde
Overtræk
- 200 g mørk chokolade
- 1 tsk. kokosolie
- Saltflager
Sådan gør du
- Kom dadlerne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i 15 minutter.
- Hæld vandet fra og kom dadlerne i en foodprocessor.
- Blend dadlerne godt i foodprocessoren. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend til massen er næsten helt ensartet.
- Kom massen i en form beklædt med bagepapir (cirka 22 x 33 cm).
- Sæt nu massen i fryseren i 24 timer. Det bliver ikke helt hårdt, men det skal fryses for at kunne skæres ud.
- Tag det ud af fryseren og skær det i små tern.
- Smelt chokolade over vandbad. Tilføj kokosolie og rør rundt.
- Overtræk nu hver enkelt firkant ad gangen. Jeg bruger en gaffel til at holde karamellen på og en spiseske til at overhælde med chokolade.
- Placer karamellerne på et skærebræt med bagepapir.
- Drys med en smule salt og kom dem i fryseren.
- Spises direkte fra frost.
- Velbekomme.

Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.


2 Kommentarer
Har du noget til diabetikere?
Hej. Hvis det er sukkerfrie opskrifter du leder efter, så har jeg fx denne:
https://stinna.dk/bagvaerk/sukkerfri-kanelsnegle.html. Den er dog med smør :-)