Lidt om madfotografering – valg af kamera og lys

af Stinna

Dette indlæg er et indlæg, som jeg længe har overvejet at skrive. Faktisk har jeg planer om at skrive et par af disse indlæg, hvor jeg svarer på lidt af jeres spørgsmål om madfotografering. Til at starte med vil jeg gerne sige, at jeg bestemt ikke er ekspert og jeg vil gerne indrømme, at jeg stadig synes at det kan være svært. Jeg lærer hele tiden og bruger en del tid på at afprøve forskellige indstillinger, afprøver mad-opstillinger, læser guides på nettet osv. I dette indlæg vil jeg gerne skrive lidt om mit kamera og lys, men uden at komme ind på lange tekniske forklaringer. Bare kort og enkelt hvordan jeg pt. skyder mine billeder.

Men selvom jeg ikke synes jeg er god nok til at lave en decideret guide til madfotografering, så vil jeg gerne komme med små fif og tanker om, hvad jeg går når jeg tager billeder. For da jeg startede bloggen i 2012 var det en helt anden type billeder jeg tog. Jeg brugte ikke et spejlreflekskamera, men havde et lille kompakt-kamera, som sikkert egentlig fungerede ganske fint – jeg anede bare ikke hvad jeg lavede.

Så for at starte det hele, vil jeg gerne vise et lille billede fra da bloggen startede i 2012:

Som I (forhåbentligt) kan se, så er der alligevel sket lidt på fotografi-fonden. Én af de ting der gjorde stor forskel for mig var, at jeg købte et nyt kamera og jeg gik over til at tage billeder i dagslys. Selvom nogle fotografer mestrer kunstigt lys, så synes jeg slet ikke at det fungerer for mig og det kræver en del mere foto-grej. Dagslys kræver faktisk ikke det vilde – et kamera, en baggrund, mad og et sted med en masse lys. Jeg har skrevet lidt om mit kamera lige her.  

Mit kamera er, som før nævnt, et sony a58. Selve kameraet har et objektiv som standard, men det er ikke det objektiv de fleste bruger til madfotografering. Som vanvittigt dygtige Louiogbearnaisen skriver om lige her, så bruger jeg et 50mm f/1.8 objektiv. Det som tallene betyder er, at det kan gå længere ned i blændetal og kan give den der lækre slørede baggrund, som mange gerne vil have på fx. madbilleder. Faktisk brugte jeg ikke andet end funktionen med blændetal (som er når mit kamera står på funktionen A), de første mange år. Det er først for nyligt at jeg er begyndt at turde styre mere på kameraet selv. Ved funktionen A er det eneste man piller ved blændetal, kameraet står selv for lukketid og ISO. Det gav en hvis tryghed at jeg ikke skulle lære det hele på én gang, men kunne klare mig fint med bare at kunne styre blændetallet, som altså siger noget om, hvor meget der er i fokus i billedet.

Hvis det lyder lidt som sort snak, så kan jeg anbefale dig at læse med hos Louiogbearnaisen. Hun kan noget med fotos og har skrevet en del om det på bloggen. Søde Julie har forresten købt et fotokursus hos Loui, som hun er virkelig glad for.

Objektivet som jeg købte var bare det billigste der fungerede til mit kamera. Man kan få meget bedre objektiver, men for mig har det virkelig fungerer ganske fint.

Hjemme i min lejlighed tager jeg de fleste af billederne direkte i min vindueskarm. Her er godt lys, men først direkte sollys om eftermiddagen / aften. Indtil for et par måneder siden har jeg ikke brugt et stativ, men blot holdt kameraet stille med hænderne. Et stativ giver mere frihed til at arbejde med opstillingen imens og kan give skarpere billeder, men jeg synes ikke det var det mest nødvendige for mig i starten. Rigeligt dagslys er derimod virkelig vigtigt for et godt billede – men aldrig i direkte sollys. Hvis du får sol direkte ind ad vinduet, så sæt et hvidt stykke stof op foran. Hvis du gerne vil investere i et stativ, så bruger jeg dette.

Hvis det kniber med at få tilstrækkeligt lys på dine billeder, så køb en flamingoplade. Den kan købes for under 50kr i et byggemarked.

Jeg håber at I kunne bruge indlægget. Jeg vil gerne skrive lidt mere om fotos, hvis det har jeres interesse. Hav en skøn eftermiddag!

3 Kommentarer

3 Kommentarer

Milena 25. august 2017 - 11:41

Super fint indlæg! :)
Hvor er de fine billedbaggrunde fra? Og har du flere tips og tricks til hvordan man får den perfekte baggrund? :)

Reply
Stinna 25. august 2017 - 11:57

Dejligt at du kunne lide indlægget :-) Baggrunde og regi kommer i næste indlæg om foto :-)

Reply
Lidt om madfotografering - baggrunde og regi - Stinna 30. august 2017 - 20:04

[…] er det dejligt, at der var flere af jer der kunne bruge mit sidste indlæg om madfotografering. Som jeg nævnte i sidste indlæg, så er jeg så heldig at flere af jer spørger ind til mine […]

Reply

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Accepter Læs mere

Privacy & Cookies Policy