Sundere bountykage – sundere kage med kokos og chokolade – én af de allerskønneste kombinationer jeg kender, er kombinationen af kokos og chokolade. Som lille var mit yndlingsslik altid bounty og jeg var ellevild, da man engang kunne få en bounty-is. Kærligheden til den kombination varer ved og jeg vælger stadig altid kokos, hvis man kan vælge det – især når jeg står i Italien og skal have is, så er det altid kokosisen jeg vælger.
Fordi at jeg er så pjattet med kokos, så er det også utroligt at jeg faktisk endnu ikke har en bountykage herinde. Jeg har da selvfølgelig mine bountykugler og mine sundere bountybars, men en decideret bountykage har jeg endu ikke haft. Det skal der laves om på nu, hvor jeg har fået lavet en fin kage med nøddebund, kokoslag og en tyk chokoladetopping. Kagen spiste jeg til en kop kaffe sammen med kageelskende Julie, som man heldigvis altid kan lokke et stykke kage i.
Opskriften giver en rimelig stor kage, så jeg kan anbefale at man inviterer gæster på besøg – med mindre du er virkelig kagesulten.
Kagen skal ikke bages og er derfor en no-bake kage. Den er virkelig nem at lave. Husk at smage fyldet til – måske har du en lidt mere sød tand end jeg, men så tilsætter du bare lidt ekstra sirup.
★ Sundere bountykage – sundere kage med kokos og chokolade ★
bund:
200g mandler
1/2 tsk vanillepulver
1 spsk. kokosolie
lidt salt
150g dadler uden sten (dem fra papæske)
fyld:
300g kokosmel
1 dåse kokosmælk (400 ml)
6-8 spsk. agavesirup / honning
2 dl yoghurt / creme fraishe
2 spsk. kokosolie
topping:
80-100g mørk chokolade
Fremgangsmåde:
- Først laves bunden.
- Mandler blendes fint, de skal næsten være som mel.
- Blend dadler, kokosolie, vanillepulver og salt sammen.
- Bland dette med mandlerne.
- Kommes i en rund springform beklædt med bagepapir – vores var 24cm i diameter.
- Nu skal fyldet laves.
- Kom alle ingredienserne i en blender og blend det, så det er godt blandet.
- Konsistensen skal være tyk, men stadig så den kan smøres ud.
- Smag det til med sirup. Måske foretrækker du en sødere variant.
- Kom fyldet på kagen og sæt den i køleskabet et par timer.
- Smelt chokoladen over vandbad.
- Hæld det over kagen og lad det størkne. Kagen serveres kold.
- Velbekomme!
Du kan se flere billeder og følge med på min instagram.
6 Kommentarer
Hvor længe kan den holde sig? Og tror du det er muligt at skære den ud, ligesom sine snickersbider?
Hej, jeg tror den kan holde sig et par dage. Tror desværre ikke den kan skæres ud, men det kan disse: https://stinna.dk/bagvaerk/sundere-bounty-bars.html :-)
Hej Stinna. Hvis jeg laver kagen 2 dage i forvejen, hvordan skal den så opbevares indtil servering?
Hej Louise. Det ved jeg desværre ikke, da jeg ikke har forsøgt :-)
Hej, den ser virkelig lækker ud og skal bare totalt laves! Tror du, man evt. kan erstatte mandlerne med havregryn? Tak på forhånd!
Hej Frederikke. Tak skal du have :-) Det ved jeg desværre ikke, da jeg ikke har prøvet med havregryn.