Kanelstang med vaniljecreme og kanelremonce. Denne kanelstang er perfekt for dig, som elsker snask og smagfuld kage. Denne kage har nemlig det hele!

Opskrift på kanelstang med gærdej
De fleste kender nok denne klassiker. Nemlig kanelstang med vaniljecreme og remonce. I denne opskrift har jeg lavet en klassisk gærdej, som når jeg laver kanelsnegle. Jeg har lavet en hjemmelavet vaniljecreme og rørt en remonce.
Der er kun én regel der gælder, når man bager kanelstang. Det er, at de skal indeholde rigeligt med fyld. Derfor har jeg heller ikke sparet på fyldet i min opskrift på kanelstænger.
Kanelstang
Ingredienser
Dej
- 50 g gær
- 3 dl sødmælk, lillefingervarmt
- 2 stk. æg
- 50 g sukker
- 50 g smeltet smør, afkølet
- 1 tsk. kardemomme
- 550-580 g hvedemel
Remonce
- 200 g smør
- 100 g brun farin
- 100 g sukker
- 2 spsk. kanel
Vaniljecreme
- 1 stk. vaniljestang
- 50 g sukker
- 2 stk. æggeblommer
- 3 dl sødmælk
- 1 tsk. vaniljesukker
- 2 spsk. maizena
Pensling
- 1 stk. æg, sammenpisket
- mandelflager
- perlesukker
Sådan gør du
Dej
- Start med at opløse gær i mælken. Jeg bruger min røremaskine.
- Tilføj æg, sukker, kardemomme og smør. Rør det sammen.
- Tilføj hvedemel – hold lidt igen. Dejen skal ikke være tør, men heller ikke for klistret. Ælt dejen godt på røremaskine, til den er blank. Sæt dejen til side et lunt sted med et klæde over. Lad det hæve 30 minutter.
Vaniljecreme
- Start med at komme kornene af vaniljestangen, sukker, vaniljesukker, æggeblommer og maizena i en skål. Pisk det godt sammen med et piskeris.
- Kom mælk i en gryde sammen med den tomme vaniljestang. Varm mælken langsomt op til det begynder at koge.Hæld langsomt (en tynd stråle) mælken over i æggecremen. Pisk godt undervejs. Tag vaniljestangen op.
- Hæld derefter det hele tilbage i gryden og varm det op ved middelvarme, til cremen tykner. Cremen skal koge et par minutter (hvor du ser bobler). Ellers kan du risikere, at cremen smager af maizena.
- Kom cremen i en skål og kom et stykke husholdningsfilm over, så det rører cremen. Sæt skålen i køleskabet.
Remonce
- Rør ingredienserne sammen i en skål. Sæt det i køleskabet til det skal bruges.
Kanelstang
- Når dejen er færdighævet deles den i 2.
- Drys lidt mel på bordet – endelig ikke for meget. Rul dejen til et rektangel.
- Fordel halvdelen af remoncen i et jævnt lag med en palet. Smør derefter halvdelen af den afkølede kagecreme på. Rul nu dejen på den lange led, som når du laver kanelsnegle.
- Træk stangen over på en bageplade beklædt med bagepapir. Med en saks klipper du nu skråt, uden at klippe hele vejen gennem dejen. Hver gang du har klippet, vipper du skiftevis dejen ud til en side. Fortsæt med hele stangen.Fortsæt med den anden dej.Lad stængerne hæve i 20-30 minutter. Pensl dem derefter med æg og drys med mandelflager og perlesukker.
- Jeg bager én ad gangen. Bages midt i ovnen i cirka 15-20 minutter. Lad kanelstængerne køle helt af, inden de pyntes med glasur – eller spises som de er.
Opbevaring af kanelstang
Kanelstangen er allerbedst, når den lige er lavet. Så får du ikke spist det hele, så vil jeg anbefale dig at fryse stangen ned. Så kan den lunes på et senere tidspunkt – eller måske til uventede gæster.
Vaniljecreme og remonce
Du kan sagtens springe over og bruge en købt creme. Men hvis du har tiden, vil jeg anbefale dig at lave den selv. Det smager SÅ godt og er slet ikke så svært, som det lyder.
Faktisk kan både creme og remonce laves dagen i forvejen og opbevares i køleskabet. Så er det kun selve dejen, der skal laves inden eventuelle gæster.
Du kan også rive marcipan i fyldet. Jeg havde faktisk købt en pakke marcipan, som så viste sig at være muggen. Øv! Men til mit held, blev denne lækre kage alligevel virkelig god – og så er den tilmed billigere at lave uden marcipan.


