Libanesisk dip med græsk yoghurt, krydderurter og granatæblekerner

af Stinna

Libanesisk dip med græsk yoghurt, krydderurter og granatæblekerner. Som jeg har nævnt herinde i dette indlæg, så var jeg sammen med min far og farmor for et par uger siden, hvor vi skulle holde mad-dag. Vi havde forinden besluttet os for at prøve at lave libanesisk mad, for det har jeg aldrig prøvet før og maden ser så lækker ud.

For at finde inspiration til dagen, var jeg et smut forbi pinterest – her søgte jeg på en masse forskelligt og faldt blandt andet over en dip, som så virkelig skøn ud – så den skulle vi prøve. Dippen her er derfor inspireret af denne dip, men vi har lavet om i opskriften, så den lige passede til os (og til de andre retter vi lavede). Dippen er lidt anerledes (for mig), for normalt rører jeg alle ingredienser rundt og blandet det godt, når jeg skal lave en dip. Denne dip er lavet med en bund af græsk yoghurt, toppet med friske krydderurter og krydderier og til sidst en masse granatæblekerner og pistacienødder. Det giver et virkelig fint udseende og smagte SÅ skønt. Lad jer ikke skræmme af at der skal za’atar i – det er blot en krydderiblanding der nemt selv laves.

Som nævnt fik vi inspiration til denne dip – opskriften er derfor stærkt  inspireret af denne opskrift.  Vi endte også med at lave pitachips til – som vi så dyppede i dippen. Én af de andre retter vi lavede var denne lækre tabouleh, som er en skøn og simpel salat – fyldt med smag.

Libanesisk dip med græsk yoghurt, krydderurter og granatæblekerner (1 skål):

  • 2 spsk. za’atar (za’atar er et blandingskrydderi, der laves ved at finthakke 1 spsk. frisk timian, 1 spsk. ristede sesamfrø, 1 tsk. sumak (eller citronskal, måske lidt mindre end 1 tsk.) og salt. Det blendes fint i en minihakker – se evt. min opskrift her)
  • 1 håndfuld pistacienødder (usaltede)
  • 1 håndfuld frisk mynte
  • lidt chili
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 dl græsk yoghurt
  • kerner af 1 granatæble

Fremgangsmåde:

  1. Start med at lave za’atar, som er et blandingskrydderi. I en minihakker kommes frisk timian, ristede sesamfrø, sumak (eller citronskræl) og salt. Hvis du ikke har en minihakker, så finthakkes det bare med en kniv.
  2. Hak mynte fint og pistacienødder groft. Kom det i en skål sammen med za’atar.
  3. Tilsæt olivenolie og rør det godt rundt. Tilsæt evt. en smule chili.
  4. Kom græsk yoghurt i en skål. Hæld krydderolien over og top dippen med granatæblekerner.
  5. Spises som en dip til mad eller til at dyppe brød i.
  6. Velbekomme.

 

Print Friendly, PDF & Email

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.