Bagt butternutsquash med tahindressing, rødløg og timian. Denne mellemøstlige ret med bagt butternutsquash passer perfekt sammen med hjemmelavet hummus, lidt brød og evt. falafler.
Bagt butternutsquash med tahin
Opskriften på bagt butternut fungerer perfekt som tilbehør. Du behøver ikke at skrælle din butternutsquash, men blot vaske den inden den skæres i tern. Tahindressingen er lavet med en lys tahin, som er mindre bitter en den mørke variant.
Bagt butternutsquash med tahindressing
Ingredienser
Bagt butternutsquash
- 1 stk. butternutsquash
- 2 stk. rødløg
- 2 spsk. olivenolie
- salt og peber
Tahindressing
- 2 spsk. tahin (gerne en lys variant)
- 2 spsk. citronsaft
- 1 drys tørret chili
- 1 tsk. tørret timian
- 3 spsk. vand (eller mere, til rette konsistens)
- salt og peber
Servering
- 2 spsk. sesamfrø
- frisk timian og frisk persille
Sådan gør du
Bagt butternutsquash
- Tænd ovnen på 225 grader (alm. ovn).
- Vask butternutsquash og skær den i over i halve. Fjern kernerne. Behold skrællen på.
- Skær butternutsquash i tern og hak rødløg i store stykker. Kom det i et fad.
- Hæld olie over og drys med salt og peber. Vend det hele rundt. Bages i ovnen i cirka 30 minutter, til butternutsquash er mørt.
Tahindressing
- Rør alle ingredienserne til tahindressing sammen i en skål. Dressingen skal være som flydende honning. Tilsæt mere vand, hvis din dressing er for tyk. Smag til med salt og peber.
Servering
- Tag fadet ud af ovnen og kom indholdet på en tallerken.
- Hæld tahindressingen over og drys med sesamfrø og frisk timian.
Opskrift med butternutsquash
Butternutsquash har en lidt sødlig smag – og minder meget om græskar. Derfor synes jeg også, at butternutsquash smager bedst sammen med skønne krydderier, som fremhæver smagen. Opskriften er inspireret af en opskrift fra kogebogen ‘Jerusalem’. Men hvis du leder efter andre måder at bruge butternut på, så prøv også denne indiske butter chicken med butternutsquash.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.