Pandekager lavet af kun 3 ingredienser

Herhjemme ved vi næsten ikke noget bedre, end at have langsomme morgener i weekenden. Især en morgen med kaffe, god musik i radioen og søde pandekager til morgenmad er et hit. Hvis de så ovenikøbet spises i sengen eller i sofaen, så er det altså bare lidt ekstra hyggeligt.

Jeg har før lavet pandekager herinde, men har denne gang lavet en helt simpel opskrift, som kan ses lidt som en basis opskrift på små sundere pandekager. De indeholder kun banan, æg og havregryn og kan så tilsættes lidt hvad man ønsker af krydderier, lidt bær eller chokolade. Hvis du vil lave dem lidt ekstra sjove, så kan du også prøve: Æblepandekager – små tykke pandekager eller Små pandekager med bær.

Jeg bruger altid æg i mine pandekager, da jeg synes det mætter godt og giver en god konsistens. Jeg overvejer at prøve at lave en variant uden, da jeg har en idé om, at nogle af jer derude er veganere og derfor ikke spiser æg. Så hvis I er interesserede i det, så vil jeg gerne give det et forsøg – måske med chiafrø istedet for æg, eller noget helt andet?

Nu til pandekagerne, som er pandekager lavet af kun 3 ingredienser. De er derfor virkelig nemme og indeholder ikke noget, man ikke kan få i netto eller andre steder. Jeg kan godt lide at tilsætte lidt salt og kardemomme, men det behøves ikke. Hvis man gerne vil blive lidt ekstra mæt, kan man sagtens spise dem med en klat skyr til – evt. rørt med lidt kanel.

★ PANDEKAGER LAVET AF KUN 3 INGREDIENSER – 2 PERSONER★

3 æg

2 modne bananer

2 dl havregryn

tilsæt evt:

lidt salt

vanilje

1/2 tsk.kardemomme

Fremgangsmåde:

  1. Blend æg, bananer, havregryn (og evt krydderier) sammen.
  2. Steges på en pande i kokosolie eller smør ved middel varme.
  3. Spises med lidt sirup, hakkede mandler og mørk chokolade – eller hvad du nu lige har lyst til.
  4. Hvis du har nogen til overs, så kan de fint opbevares i køleskabet og spises dagen efter.
  5. Velbekomme!

Print Friendly

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*