Vegansk koldskål med sundere kammerjunkere

Vegansk koldskål

Som jeg nævnte lige her, så har jeg forsøgt mig med sundere kammerjunkere og vegansk koldskål. I føromtalte indlæg delte jeg opskriften på de sundere kammerjunkere og i dag vil jeg gerne dele opskriften på den skønne cremede koldskål, som er lavet helt uden mælk. Det var egentligt bare et lidt sjovt projekt hjemme i mit køkken, men det endte med at blive så vellykket, at jeg gerne vil dele opskriften med jer. Koldskålen smager som én normal koldskål og har den cremede tykke konsistens, som én koldskål får når der tilsættes lidt flødeskum. Sammen med de sprøde kammerjunkere er dette den perfekte sommerdessert og jeg spår, at jeg kommer til at lave det en del gange denne sommer.

Nu er jeg jo ikke veganer, men jeg synes det er sjovt at udfordre mig selv i køkkenet. Derfor blev denne koldskål lavet og er lavet af soyayoghurt, soyamælk og soyafløde. Alle ingredienser som større supermarkeder er begyndt at få. Opskriften er ikke sukkerfir, da produkterne indeholder tilsat sukker, men jeg synes stadig den kan få en plads herinde – det er jo trods alt en dessert :-)

Psst. Jeg har også tidligere lavet en anden type koldskål – med skyr og banan. 

Vegansk koldskål

Uhm. Denne koldskål er altså så cremet og smager virkelig virkelig godt. Se bare hvor fint kammerjunkerne ligger på den tykke koldskål. Hvis du er til en tyndere variant, kan soyafløden naturligvis bare undlades.

★ VEGANSK KOLDSKÅL (CA. 4 PORTIONER) ★

koldskål:

3 dl soyayoghurt (med vanilje-smag)

2 dl soyamælk (uden sukker)

1/2 tsk. citronskræl af én økologisk citron

3 spsk. citronsaft

1 dl soyafløde (piskbar)

 

topping:

Sundere kammerjunkere

friske hindbær

friske blåbær

lidt citronskræl

 

Fremgangsmåde:

  1. Kom soyayoghurt, soyamælk, citronskræl og citronsaft i en skål og bland det godt rundt.
  2. I en anden skål piskes soyafløden til flødeskum.
  3. Vend skummet i koldskålen og bland det godt.
  4. Serveres med kammerjunkere, friske bær og eventuelt lidt citronskræl.
  5. Velbekomme!

Vegansk koldskål Vegansk koldskål

Print Friendly

Én kommentar

  1. Pingback: Vegetarisk madplan uge 23 - Stinna

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*