Sukkerfri pandekager med havregryn

I disse dage sidder jeg foran min computer med stakkevis af bøger. Jeg er ved at læse op til min sidste eksamen, som foregår i næste uge. Det vil sige, at jeg engang i næste uge (forhåbentligt) kan kalde mig sygeplejerske. Jeg er typen der altid bliver vildt nervøs og lukker mig inde i min lejlighed, hvor jeg så ellers sidder og drikker en masse kaffe. Jeg forsøger dog at hygge mig en smule samtidigt og i går spiste jeg disse sukkerfri pandekager, da jeg holdt en lille læsepause.

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der sidder med eksaminer lige nu. Januar har for mig de sidste par år været sådan en måned, som bare skulle overstås – netop på grund af eksaminer. Men for at det hele ikke skal være for surt, forsøger jeg virkelig at sige til mig selv, at eksamenslæsning sagtens kan gøre (en smule) hyggelig. 

Pandekagerne jeg lavede i går, tog udgangspunkt i denne opskrift: Søde tynde pandekager. Jeg har dog valgt at lave en sukkerfri variation og resultatet blev rigtig godt.

★ SUKKERFRI PANDEKAGER ( 2 PERSONER ) ★

3 æg

1,5 dl mælk

1 dl skyr

100 g havregryn

1 tsk vanillepulver (ikke sukker)

lidt salt

2-3 tsk. sødende (jeg brugte sødestoffet erythritol, som er det Sukrin fx er lavet af)

smør til stegning

Fremgangsmåde:

  1. Blend havregryn til mel. Dette gøres i en minihakker / blender.
  2. Tilsæt æg, mælk, vanilepulver, lidt salt, lidt sødt og pisk det hele godt.
  3. Steges i lidt smør på en pande. Jeg brugte en pandekage-pande, som er lidt mindre end almindelige stegepander. Jeg fik 4-5 stk. ud af denne opskrift.
  4. I disse pandekager kom jeg en marmelade og toppede pandekagerne med sukkerfri sirup (jeg brugte en der hedder fibersirup) og toppede med friske jordbær. Men kom i, hvad du selv synes – de vil også være lækre med en hjemmelavet hindbær-marmelade.

Print Friendly

5 kommentar

  1. Åh, det kunne jeg virkelig godt spise lige nu! Du har altid sådan nogle fine baggrunde/borde. Hvor finder du dem? Tænker det nok er forskellige plader, men jeg kan simpelthen ikke finde nogen herinde i byen. Mon du har et godt tip?

    • Mange tak! Jeg har faktisk bare fundet denne i en bunke med genbrugstræ – nede på Reuse Aarhus.
      Så led efter noget storskrald eller på loppemarkeder -fx er min blå træbaggrund bare en malet ølkasse :-)

  2. Kan man bruge andet sødende end erythritol, sukrin, mm.? Helst i form af en frugt eller noget i den dur. Som måske æble(mos), pærer eller noget?

    Ellers ser de virkelig gode ude! Glæder mig til st prøve dem, hvis det er muligt med andet sødende Har prøvet en del af dine opskrifter og de har alle været drønhamrende gode! Så thumbs up for det.

    • Jeg er helt kommet fra at svare dig – din kommentar må være forsvundet.- det beklager jeg! :(
      Det burde du sagtens kunne – måske dadler eller æblemos ja :-)
      Tak for de søde ord :-)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*