Små hindbærtærter med kokoscreme

(det fine stel er fra Julie Damhus og er modtaget i gave)

Sikke en weekend! Jeg har haft den mest fantastiske weekend, idét vores kogebog ‘ Hverdagsfavoritter’ udkom i fredags, lørdag lavede jeg mad hele dagen med min yndlings-Julie og i går afholdte vi kogebogsreception. Jeg skriver mere om vores kogebogsreception en af dagene, for lige nu er jeg helt høj på glæde og er så vanvittigt træt – men på den allerbedste måde.

I sidste uge var jeg ret lækkersulten en dag og havde sådan lyst til noget forårsagtigt, selvom det regner en del for tiden. Det blev til disse små fine hindbærtærter med kokoscreme, som er raw og er derfor ikke bagt. De tager minimalt med tid at forberede og så smager de altså skønt og er derudover rigtig fine at se på.

Jeg har lavet bunden af rå cashewnødder, dadler og kokos. Fyldet er lavet af den fede del af kokosmælk, vaniljepulver og en smule sødende – fx agavesirup. De er toppet med friske hindbær og rød skovsyre, som er en flot krydderurt, man ikke kommer udenom hos mange dessertkokke.

★ SMÅ HINDBÆRTÆRTER MED KOKOSCREME (2 STK.)★

bunden:

1 dl kokosmel

1 dl cashewnødder

8-10 dadler, bløde og uden sten

1 drys salt

2 tsk. kokosolie

creme:

den fede del af 1 kokosmælk*

1 spsk. ahornsirup / honning

1/2 tsk. vaniljepulver

friske hindbær

 

* De fleste økologiske typer kokosmælk er delt i den fede del og den tynde del når man køber dem. Hvis du vil være sikker, så sæt kokosmælken på køl aftenen forinden – så er du sikker på, at den er delt i den fede og tynde del.

Fremgangsmåde:

  1. Start med at lave bunden.
  2. Kom alle ingredienserne i en minihakker, hvis du har sådan en. Ellers kan dadlerne moses med en gaffel og resten af nødderne kan hakkes i en blender eller foodprocessor.
  3. Kom blandingen i små forme og pres det godt ud med hænderne.
  4. Sæt formene til side og begynd med cremen.
  5. I en skål blandes den fede del af kokosmælken, sirup og vaniljepulver. Pisk det godt sammen med en piskeris.
  6. Kom det i formen og sæt kagerne på køl.
  7. Lad dem stå en halv times tid på køl og top dem bagefter med friske hindbær.
  8. Spises direkte af formen med ske – det er ikke meningen at kagerne skal kunne tages op ad formen.
  9. Velbekomme!



Print Friendly

2 kommentar

  1. Kan man skifte cashewnødderne ud med mandler? :-)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*