Gulerodskage med kikærter og chokolade-appelsin topping

Skøn gulerodskage med chokolade-appelsintopping. I dag bagte jeg sammen med en ven denne kage, da især jeg var lækkersulten. Kagen er bagt med kikærter og inden du rynker på næsen af den ingrediens i kager, så synes jeg du skal give det en chance. Kagen er bagt med stor inspiration fra min “Kage med kikærter, appelsin og mørk chokolade”, men er denne gang tilsat gulerødder, ekstra krydderier og toppet med en skøn chokoladetopping. Kagen har en konfekt-agtig konsistens og er en tung kage. Den er bedst efter en tur i køleskabet til næste dag, men kan godt spises med det samme – den er bare bedre efter en nat på køl.

Min ven er ret vild med glimmer og derfor skulle kagen pyntes med fint (spiseligt) sølvglimmer. Dette kan naturligvis undlades, hvis I ikke er helt så vilde med glimmer :-)

★ GULERODSKAGE MED KIKÆRTER OG CHOKOLADE-APPELSIN TOPPING

1 dåse kikærter (265g kikærter )

14 dadler (dem fra papæske, de bløde)

2 tsk. kanel

1/2 tsk. stødt kardemomme

1 knivspids stødt nelliker

1/2 tsk. vaniljepulver

2 æg

saft + skal af 1 økologisk appelsin

75 g smør / kokosolie

1/2 tsk. salt

3 dl mælk

100 g havregryn

100 g mel (rismel, speltmel eller andet med fin struktur)

1 tsk. bagepulver

70 g gulerødder

topping:

40g mørk chokolade

2-3 spsk. appelsinsaft

skal af 1 appelsin

1 spsk. kokosolie

8 dadler (bløde, fra papæske)

Fremgangsmåde:

  1. Skyl kikærter godt.
  2. Smelt smøret i en gryde.
  3. Blend kikærter dadler, kanel, kardemomme, vanilje, nelliker, appelsin skal og saft, smør, æg, salt, mælk, havregryn, mel og bagepulver sammen.
  4. Riv gulerødderne groft og kom det i dejen.
  5. Rør det i dejen.
  6. Kom dejen i en form beklædt med bagepapir. Jeg brugte en 20 cm springform.
  7. Bages ved 200 grader varmluft i ca. 30-40 minutter (det er forskelligt hvor længe den skal have, prik i den med en gaffel. Dejen skal ikke hænge ved, men må gerne være en smule klistret).
  8. Når kagen er færdig, tages den ud af ovnen.
  9. Mens den køler af, laves toppingen ved at blande det sammen i en minihakker. Kom det ovenpå kagen.
  10. Kagen er bedst kold og den er allerbedst efter en nat på køl.
  11. Velbekomme!



Print Friendly

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*