Gæsteblogger – The Food Club – Hjemmelavet chokolade

Chokolade-2

Hej allesammen,

Jeg har været så heldig at få lov til at blogge her i Stinna’s fine univers, mens hun hygger sig under mere eksotiske himmelstrøg. Jeg hedder Ditte og står bag bloggen The Food Club, hvor jeg deler ud af mine opskrifter. Udover bloggen skriver jeg kogebøger, og jeg vil gerne dele et par opskrifter med jer fra min nyeste bog “Low Carb fra The Food Club”.

3 x hjemmelavet chokolade

Det er nemt at lave sin egen chokolade, og det smager skønt. Men det allerbedst er, at du kan tilsætte alverdens ting og lave lige præcis din favorit. Prøv fx hele nødder, lakrids, chili, kaffe, tørrede bær – kun fantasien sætter grænser. Jeg har lavet tre varianter på rå kakaosmør, som kan købes i helsekostbutikker.

Jeg bruger ris malt sirup til at søde med, og det kan du finde i de fleste helsekostbutikker. Jeg bruger denne type sirup, da den er lavet udelukkende på fermenteret ris, og indeholder en blanding af komplekse kulhydrater og ingen fruktose. Har du ikke ris malt sirup, så brug en anden type sirup eller en god, rå honning.

Chokolade med havsalt
1 plade á ca. 200 g

50 g rå kakaosmør

85 g kokosolie

20 g mørk kakaopulver

2 spsk ris malt sirup, honning eller yacon sirup, ca. 50 g

1 spsk hasselnøddesmør – kan undlades

1 tsk havsalt

 

Smelt kakaosmør i en lille gryde og bland det sammen med de øvrige ingredienser, undtagen salt. Når det hele er rørt godt sammen og har en glat, skinnende konsistens, hældes det i en lille beholder, beklædt med bagepapir. Stil chokoladen på køl i ca. 15 minutter, hvorefter salt drysses henover. Lad chokoladen stå på køl i ca. 3-4 timer, hvorefter den er klar til at nydes. Opbevar chokoladen på køl hele tiden, da den smelter meget nemt.

 

Mørk chokolade med pebermynte

1 plade á ca. 200 g

 

50 g rå kakaosmør
85 g kokosolie
20 g mørk kakaopulver
2 spsk ris malt sirup, honning eller yacon sirup, ca. 50 g
et nip salt
½ tsk pebermynteolie

Topping:
1 spsk kakaonibs

Smelt kakaosmør i en lille gryde, og bland det sammen med de øvrige ingredienser. Når det hele er rørt godt sammen og har en glat, skinnende konsistens, hældes det i en lille beholder, beklædt med bagepapir. Stil chokoladen på køl i ca. 15 minutter. Drys så kakaonibs henover, og lad chokoladen stå på køl i yderligere 3-4 timer, eller indtil servering.

 

Hvid chokolade med kokos og gojibær

1 plade á ca. 200 g

50 g rå kakaosmør
85 g kokosolie
½ tsk ren vaniljepulver
2 spsk ris malt sirup, honning eller yacon sirup, ca. 50 g
et nip salt
3 spsk alm. revet kokosmel
2 spsk gojibær

Smelt kakaosmør i en lille gryde, og bland det sammen med de øvrige ingredienser, undtagen kokosmel og gojibær. Blend kokosmel og gojibær sammen i en blender, indtil det har konsistens som groft mel. Hæld det i gryden til resten af ingredienserne. Når det hele er rørt godt sammen og har en skinnende konsistens, hældes det i en lille beholder, beklædt med bagepapir. Stil chokoladen på køl, og lad den stå i ca. 3-4 timer, eller indtil servering.

TIP! Opbevar chokoladen på køl hele tiden, da den smelter meget nemt. Chokoladen kan også sagtens opbevares i fryseren.

Chokolade

-IMG_9694// Jeg vil gerne takke Ditte fra The Food Club for de lækre opskrifter på chokolade. Nu ved jeg da, hvad jeg skal prøve i køkkenet når jeg igen er hjemme fra min rejse. 

 

Print Friendly

2 kommentar

  1. Beautiful photos and great recipes! Thanks for sharing, Stinna!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*