Lidt sundere træstammer

af Stinna

sundere træstammer

Søde træstammer, som jo egentligt er romkugler/trøfler overtrukket med marcipan og dyppet i chokolade. Det er simpelthen én af de bedste typer kager jeg ved og jeg forstår ikke, hvorfor det skulle tage mig så lang tid at lave dem selv. Jeg har forsøgt at lave træstammerne i en lidt sundere udgave, med hjemmelavet marcipan og sødet med dadler. Dermed ikke sagt at de er sunde, men de indeholder ingen underlige ingredienser og så indeholder de godt med mandler, så jeg tør godt kalde dem lidt sundere.

Jeg har for længe siden delt en opskrift herinde med paleo træstammer, som min moster og kusine engang lavede, hvor jeg var så heldig at smage dem og få lov at dele opskriften. Denne nye opskrift minder dog mere om almindelige træstammer end de andre, da disse indeholder romessens og derved får den skønne smag af romkugler. Jeg lavede dem til min kæreste og jeg i sommerhuset og vi fik spist dem så hurtigt, at det næsten er pinligt.

Lidt sundere træstammer

Træstammerne er lavet af en hjemmelavet marcipan, som er lavet af mandler, dadler og en smule vand. Jeg har valgt at lave en lidt grov variant, så jeg har ikke smuttet mandlerne inden og valgt at søde med dadler. Hvis du ønsker en fin og ensartet marcipan, skal mandlerne blot smuttes inden og blendes godt.  Alt efter størrelsen på dine træstammer, kan det godt være at der er en lille rest tilbage. Jeg havde en lille rest romkugle-masse tilbage og trillede det blot til kugler, som også blev overtrukket med chokolade.

Lidt sundere træstammer

Forb. tid15 minutter
Tilb. tid20 minutter
Ret: Søde snacks
Køkken: Vegetarisk
Antal: 6 stk.
Forfatter: Stinna
No ratings yet

Ingredienser

marcipan

  • 200 g mandler
  • 10 stk. dadler
  • evt. lidt vand

romkugle-masse

  • 100 g mandler
  • 10 stk. dadler
  • 50 g kokosmel
  • 3 spsk. kakaopulver
  • 3-4 tsk. romessens eller ægte rom
  • et drys salt
  • 1 spsk. kokosolie

pynt

  • 90 g mørk chokolade
  • frysetørrede jordbær

Sådan gør du

  • Start med at lave marcipanen. Blend mandlerne til mel (eller næsten) i en minihakker/kaffekværn.
  • Kom mandelmel i en skål og blend dadlerne med lidt vand. Hvis din minihakker ikke kan dette, kan dadlerne moses med en gaffel.
  • Bland mandelmel og dadlerne godt sammen med hænderne. Kom marcipan på køl, til den skal bruges. Gerne minimum 30 minutter.
  • Imens laves romkugle-massen. Kom alle ingredienserne i en minihakker og blend det godt sammen.
  • Massen stilles også på køl i minimum 30 minutter.
  • Efter køl rulles marcipanen ud i den ønskede tykkelse. Dette gøres mellem 2 stykker film. Hvis det klistrer for meget, så drys lidt mel på.
  • Lav små 'pølse' formede ruller af romkugle massen og kom dem på marcipanen, skær marcipanen til i passende størrelser.
  • Pak marcipanen om romkugle-rullerne.
  • Enderne dyppes i smeltet chokolade.
  • Drys evt. med frysetørrede jordbær. Opbevares på køl.
  • Velbekomme!

sundere træstammer

Lidt sundere træstammer

sundere træstammer sundere træstammerHvis du vil se flere billeder af mine opskrifter, så er du velkommen til at følge mig på instagram lige her. 

Tilføj en kommentar

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.