Sundere nutella kage med avocado-topping

Sød og svampet nutellakage, som er bagt med hasselnødder, chokolade og er sødet med dadler og lidt honning. På toppingen er der en cremet avocado-kakao creme. Lad jer ikke skræmme af at komme avocado i – det giver den blødeste og mest cremede konsistens og jeg har endnu ikke oplevet nogen, som synes det smagte af avocado.

Jeg bagte kagen i går sammen med to venner, som jeg havde inviteret forbi til kaffe og til at se vores kogebog, som jeg modtog første eksemplar af forleden. Den er blevet SÅ fin og jeg kan slet ikke vente til, at den kan købes i butikkerne. Så mens vi bladrede i kogebogen, spiste vi denne lækre smovsede kage, som jeg har valgt at kalde nutellakage. Der er jo ikke nutella i, men kombinationen af chokolade og hasselnødder leder mine tanker hen på nutella!

Den blev spist lynhurtigt og jeg fik kun lov til at gemme et lille bitte stykke til i dag. Men jeg kan så fortælle, at den smager af endnu mere efter en nat på køl. Sådan er det (uretfærdigt nok) med næsten alle chokoladekager. Den kan dog sagtens spises direkte fra ovnen, når den bare har fået lov til at køle lidt af.

Kagen var nem at lavede og krævede virkelig minimalt med opvask. Det hele røg bare i min blender, så jeg skulle ikke hakke og piske en masse. Kagen ser måske en smule mørk ud (ok sort!) på kanten, men det kunne ikke smages og måske lyset bare snyder. Den blev ihvertfald godkendt af alle og selv min skeptiske kæreste var helt vild!

★ SUNDERE NUTELLA-KAGE (8 STYKKER) ★

kage:

2 æg

150 g hasselnødder

1 spsk. kakaopulver

15 dadler, bløde og uden sten

1/2 tsk. salt

1 tsk. bagepulver

1/2 tsk. vaniljepulver (ikke vaniljesukker)

1 dl mælk (alm. mælk eller fx mandelmælk)

1 spsk. honning eller agavesirup/ ahornsirup

2 spsk. kokosolie, fast

60 g mørk chokolade

 

topping:

3 avocadoer

10 dadler, bløde og uden sten

ét drys salt

2 spsk. honning

2 spsk. kakaopulver

2 spsk. vand

1 spsk. kokosolie, fast

 

pynt:

ristede hasselnødder

lidt sølvglimmer (spiseligt selvfølgelig)

40 g mørk chokolade

 

Fremgangsmåde:

  1. Først skal selve kagen laves. Start med at tænde ovnen på 180 grader (ikke varmluft).
  2. Kom alle ingredienserne til kagen i en blender eller food processor og blend det, til det har en fin konsistens. Hvis du ikke ejer sådan en maskine, så kan det klares i en minihakker, hvor du deler ingredienserne lidt op.
  3. Hak chokolade groft og tilsæt til dejen. Rør godt rundt.
  4. Kom dejen i en springform beklædt med bagepapir. Min form var 22cm, men 20cm vil også fint kunne bruges.
  5. Kagen bages midt i ovnen i ca. 30 minutter, til den føles lidt fast. Hold øje med den – der er forskel på ovne og den må gerne være lidt blød inden i.
  6. Når kagen er kølet af, skal toppingen laves. Blend alle ingredienser sammen og smag til med salt og honning.
  7. Smør toppingen på kagen. Pynt med ristede hasselnødder, som er vendt i sølvglimmer og drys med grofthakket mørk chokolade.
  8. Velbekomme!

Print Friendly

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*