Koldhævede boller med ølandshvedemel

koldhaevede-boller-med-oelandshvedemel-2

Godmorgen. Lige nu sidder jeg i et sommerhus med tykke strømper, en stor kop kaffe og mine studiebøger foran mig. Jeg er smuttet i sommerhus i denne weekend, for at udvikle opskrifter til kogebogen og for at skrive på min bacheloropgave. Begge dele er noget jeg synes er spændende, men jeg havde brug for at komme lidt væk hjemmefra, for rigtigt at kunne samle mine tanker om begge projekter. Så imens jeg smovser lækkerier (det er primært kageopskrifter jeg er igang med), så forsøger jeg at være lidt seriøst med opgave skrivningen. 

Nu hvor jeg sidder sammen med min bachelorgruppe næsten alle ugens dage, forsøger vi at gøre især morgenerne hyggelige. Vi skiftes til at bage boller og starter lige dagen med en nybagt bolle og en kop kaffe. Til den slags morgener er de koldhævede boller virkelig geniale, da de passer sig selv i køleskabet og bare skal ‘klattes’ på en bageplade næste morgen – nemmere bliver det altså ikke. Så da studiegruppen forleden besøgte mig, havde jeg bagt disse lækre boller med ølandshvedemel. Jeg skyndte mig at tage disse billeder med min iphone, som egentligt klarede det at tage billeder ret fint.

Ølandshvedemel er en meltype, som skulle have en lidt anderledes smag en almindelig hvedemel. Nu er jeg jo lidt ny i alt det her bagning, men resultatet blev virkelig lækkert. Jeg brugte min opskrift på grove koldhævede boller, som jeg lige deler igen med jer  herunder. Ellers kan I se opskriften her: Nemme koldhævede grovboller.

koldhaevede-boller-med-oelandshvedemel

★ NEMME KOLDHÆVEDE GROVBOLLER – MED ØLANDSHVEDEMEL (9 STK) ★

1/4 pakke gær

5 dl koldt vand

2 tsk salt

4 dl ølandshvedemel

1/2 dl havregryn

1/2 dl hørfrø

5 dl groft mel (jeg brugte halvt grahamsmel og halvt fuldkornshvedemel)

Fremgangsmåde:

  1. Rør gær ud i koldt vand.
  2. Tilsæt salt.
  3. Rør melet i. Dejen skal være lidt våd og klistret, men den skal stadig kunne røres i med en ske.
  4. Kom et viskestykke over skålen og sæt skålen i køleskabet (gerne natten over).
  5. Kom dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Du kan gøre dette med en ske, eller gøre dine hænder våde med koldt vand – så er de nemme lige at gøre lidt runde i formen.
  6. Bollerne kan pensles med æggeblomme.
  7. Tænd ovnen på 230g (ikke varmluft).
  8. Når ovnen er varm, sættes bollerne ind. Mine fik 15-20 minutter.
  9. Lad dem køle lidt af –  du har nu skønne boller. Spises lune med smør.
  10. Velbekomme!
Print Friendly

2 kommentar

  1. det lyder virkelig som en god idé at komme lidt væk – jeg har selv overvejet det, da jeg simpelthen har så mange overspringshandlinger, som jeg hellere vil give mig til end min bachelor ;) God fornøjelse med bagningen og opgaveskrivningen :)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*