Emmas muslibars med tahin

muslibars med tahin

Se lige denne smukke bog! Sidste søndag var jeg til reception på Emma Martinys nye kogebog ‘ Fabelagtige fristelser’, som er en kogebog fyldt med lækre søde opskrifter, som indeholder mindre sukker. Jeg har fået lov til at dele en opskrift med jer og jeg har valgt disse søde muslibars med tahin, som er en perfekt eftermiddagssnack og er virkelig nemme at lave. Jeg ændrede en lille smule i opskriften, så de passede til det jeg havde i køleskabet. Men det er også meningen med opskriften – du kan bruge lige det, som du nu har på lager af nødder.

De søde bars er lavet af tahin, kokosolie, dadler, mandler, havregryn og chiafrø. Derudover er der tilsat frysetørret hindbær, som giver en virkelig god smag og som også pynter. De kan dog sagtens undlades, eller der kan tilsættes nogle tørrede bær – fx tørrede tranebær. Disse muslibars er ikke bagt, men skal derimod opbevares på køl og bliver derved hårde. 
muslibars med tahin

Disse små bars blev virkelig hurtigt spist herhjemme og også af min kæreste, som ellers påstår at han ikke kan lide tahin. Jeg køber altid en lys variant, da jeg synes at de mørke varianter er alt for bitre i smagen.

★ EMMAS MUSLIBARS MED TAHIN (8 STK) ★

1/2 dl tahin (jeg tilsatte en smule mere, da jeg er vild med smagen af tahin)

1/2 dl kokosolie

100g dadler, bløde og uden sten

3 dl finvalsede havregryn

1 dl mandler (Emma bruger pistacienødder)

1 dl kokosmel

3 spsk. chiafrø

3 spsk. frysetørrede hindbær (kan sagtens undlades)

1/2 tsk. vaniljepulver

Fremgangsmåde:

  1. I en gryde kommes tahin og kokosolie. Lad det smelte sammen ved lav varme.
  2. Imens blendes dadlerne sammen til mos. Dette kan gøres i en minihakker. Hvis din minihakker ikke kan bruges, kan de moses med en gaffel mod et skærebræt.
  3. Tilsæt dadelmosen til gryden og rør det hele sammen med en grydeske, så du får en klistret karamel.
  4. Hak mandlerne groft og bland dem sammen med havregryn, kokosmel, chiafrø og  frysetørrede hindbær i en skål.
  5. Tilsæt dadel-tahin-kokosolie massen og rør det hele godt sammen, så du får en klistret muslibars masse.
  6. Beklæd en rugbrødsform med bagepapir. Kom massen heri og mas det godt sammen i formen. Vær grundig, da det således hænger bedre sammen.
  7. Stil formen i køleskabet i 2 timer og skær herefter massen ud i små bars.
  8. Bevares i køleskabet til de skal serveres.
  9. Velbekomme!

muslibars med tahin muslibars med tahin

Print Friendly

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*